Reistad satser på veninden som manager
Verdens bedste håndboldspiller, Henny Reistad, har valgt sin nære veninde og tidligere klubkammerat Karoline Olsen som sin manager.
Samarbejdet skal styrke Esbjerg-stjernens brand og synlighed uden for banen. Olsen, der selv har erfaring fra både elitesport og kommercielle roller, står nu for sponsorater, medier og branding.
“Hun ved, at denne rolle indeholder mange elementer, som jeg synes er sjove. Mange er langt mere erfarne end mig, men jeg tror, hun ser mit potentiale og ønsker at give mig muligheden, fordi det er en retning, hun tror på, at jeg kan mestre. Jeg er selvfølgelig taknemmelig for tilliden,” siger Karoline Olsen til VG.
De to har kendt hinanden siden ungdomslandsholdet og spillede blandt andet sammen på det norske tophold Vipers Kristiansand.