VM-reserve jagter sit livs comeback

Det blev ikke kun et fysisk tilbageslag, men også et mentalt chok, der tog lang tid at forstå og acceptere.

I dag er hun tilbage på banen. Men vejen dertil har været langt mere ensom, end mange tror.

I stedet for at læne sig op ad andre har hun i høj grad været sin egen vigtigste støtte i en periode, hvor tvivlen og frustrationen fyldte meget.

– Mig selv rigtig meget, tror jeg. Det har været svært. Jeg har en mentaltræner i klubben, men det har været svært at tale om det med det samme, selvom alle omkring har været søde og mærket kæmpe opbakning, pigerne på landsholdet og i klubben, fortæller Simone Petersen til Europamester.dk.

Selvom opbakningen har været massiv, ændrer det ikke på den ensomhed, der kan opstå, når kroppen svigter, og ens største mål forsvinder.

– Det er svært, når der ikke er nogen, der kan sætte sig ind i den oplevelse. Det gør altid ondt at blive skadet – men at blive skadet op til et OL… det er sgu bittert.

Ordene falder tungt. For OL er ikke bare en turnering. Det er kulminationen på et helt livs arbejde. Og da skaden kom, blev alt stille. Hverdagen skiftede pludselig karakter. Hvor det før handlede om rytme, kampe, rejser og præstationer, handlede det nu om genoptræning, ventetid og tålmodighed.

Men i stedet for at lade skuffelsen knække hende, begyndte tanken om fremtiden langsomt at tage form igen.

– Det driver mig, at der ligger et OL om nogle år, som jeg rigtig gerne vil være en del af. Jeg ved, der er en vej derhen, som er svær, men jeg håber, jeg kan nå at peake igen, fordi jeg ikke er ældre, end jeg er.

Målet er ikke blevet mindre. Tværtimod. Skaden har gjort det endnu skarpere. Ambitionen er krystalklar, og blikket er rettet stædigt fremad.

– Det er 100 procent det, jeg går efter: at bringe mig selv i spil til det OL, der ligger, og forhåbentlig få nogle slutrunder inden, så jeg bliver fast igen på landsholdet.

OL 2028 er ikke bare en drøm. Det er blevet en rettesnor for alt, hun gør. En konstant påmindelse om, hvorfor hun hver dag presser kroppen, også når den gør ondt.

– Rigtig mange gange. Der har været noget, der skulle drive mig i at komme tilbage fra skaderne. Én ting er at komme tilbage på banen – men det driver mig ikke bare at spille igen, siger hun og fortsætter med tydelig ild i stemmen:

– Det driver mig at være med til de allerstørste ting, vinde ting i klubben. Det er det, vi sigter efter hele tiden.

Det handler ikke bare om at være med. Det handler om at være blandt de bedste. At være dér, hvor presset er størst, og hvor drømmene enten knuses eller bliver udødelige.

– Jeg vil være på allerhøjeste hylde.

I dag mærker hun tydeligt, at noget har flyttet sig. Ikke kun i kroppen – men også i hendes blik på sig selv som spiller og menneske. Hun er ikke bare langt fra skaden. Hun er et nyt sted mentalt.

– Jeg har det godt. Jeg føler mig rigtig godt tilpas. Jeg føler mig et endnu bedre sted, fortæller hun.

Spillet begynder at ligne hende selv igen. Bevægelsesmønstret, tempoet, fornemmelsen i kroppen.

– Jeg kan kende mig selv mere og mere på banen. Mit drive og mit flow bliver bedre, og jeg finder mig selv til rette.

Det er ikke længere bare håb. Det er begyndende vished.

– Jeg føler, at nu er jeg ved at være der. Jeg kan se mig selv i det – at nå et højere niveau.

Skaden tog et OL fra hende. Men den tog ikke hendes vilje. Og hvis hun selv får lov at bestemme, bliver historien ikke et punktum – men et afsæt.