Ribe-Esbjerg HH henter forstærkning til målet
REHH henter målmand med 7 års erfaring fra Tyskland og Frankrig.
I 2014 hentede Kiel det dengang 21-årige målmandstalent Kim Sonne fra Skive til storklubben. Efter et lærerigt år i Kiel spillede Sonne de næste 4 år i Minden, som han var med til at få op i den tyske liga. De sidste 2 sæsoner har han passet målet i Chartres i den franske liga.
Efter de mange år i udlandet har Kim Sonne og familien ønsket at komme tættere på den vestjyske familie og vennerne i Danmark. Og den 2 m. høje målmand ser frem til at flytte til Esbjerg:
”Med mine snart 29 år er jeg stadig en ung målmand. REHH’s ønsker om videreudvikling -og Kristian Kristensens tilgang til håndbold -passer rigtigt godt til mine egne ambitioner!”
Cheftræner Kristian Kristensen glæder sig over, at REHH efter en god rekrutteringsproces har indgået aftale med Kim Sonne.
”Kim har rygsækken fyldt med erfaring fra to af de bedste ligaer i Europa. Hans kompetencer passer fint ind i vores defensive koncept, hvor der skal navigeres i både 6:0 og 5:1. Vi får en passioneret spiller, der er vant til at arbejde hårdt i dagligdagen. Jeg forventer topniveau af duoen Søren Rasmussen og Kim Sonne."
Ribe-Esbjerg har tidligere i sæsonen forlænget samarbejdet med Søren Rasmussen til 2023, mens Rene Villadsen efter denne sæson flytter til HC Midtjylland i 1. division. Aftalen med Kim Sonne løber i 2 år til 2023.