Sønderjyske kan sikre sig overlevelse i dag
På klubbens hjemmeside fremhæver Sønderjyske, at det bliver en svær opgave mod et hjemmehold, der har fundet formen i de seneste runder. Grindsted kommer nemlig med fornyet selvtillid efter en stærk udesejr over TMS Ringsted.
“Vi møder et Grindsted-mandskab, der spiller med stor energi og selvtillid, og vi har stor respekt for den opgave, der venter os,” lyder det i optakten fra klubben.
Sønderjyske har selv noget at revanchere oven på et skuffende nederlag til Nordsjælland senest. Holdet håber derfor på at vise et helt andet udtryk og hente den nødvendige præstation og point.
Cheftræner Rasmus Vandbæk siger:
“Vi ved, der venter en svær kamp, hvor vi skal være klar i samtlige 60 minutter. Vi har stor tiltro til de ting, vi kan som hold og gruppe, og vi glæder os til kampen.”
Kampen spilles onsdag den 30. april klokken 19.00 i Lyng-Hallen i Grindsted.