Spændende bagspiller forlænger med TSØ
Nakskov-drengen Gustav Murel har sat sin underskrift på en ny 2-årig aftale, i forlængelse af at den nuværende 3-årige udløber med udgangen af denne sæson.
Gustav er kommet stærkt tilbage efter at have siddet ude i næsten et år med en alvorlig knæskade. Skadesperioden er blevet brugt flittigt til at få bygget fysikken op, så den 22-årige bagspillers forudsætninger skærpes, i det der må betegnes som spidskompetencen, nemlig duellerne 1 mod 1.
For Gustav selv var det et stort ønske at forsætte i TSØ, hvor han med undtagelse af en afstikker til Gunslevholm Idrætsefterskole, har spillet hele sin ungdoms – og seniortid.
Om aftalen udtaler han i en pressemeddelse:
”Det er dejligt at have fremtiden på plads, og det var min klare førsteprioritet at blive i Team Sydhavsøerne. Nu vil jeg fokusere på at udvikle mit eget spil og dermed spille holdet ud af de nuværende udfordringer og forhåbentlig fortsætte så vi kan stå stærkere i de kommende sæsoner.”
For TSØ er det ligeledes glædeligt, at det blev til en forlængelse af aftalen og sportschef Morten Juul udtaler:
”Vi var selvfølgelig nødt til at se Gustav og tiden an, for at være sikker på, om fysikken var intakt. Og her må vi konstatere, at Gustav, i samarbejde med den fysiske stab, har knoklet og faktisk står skarpere end inden skaden. Nu handler det om gentagelse på gentagelse, så han bliver bedre til at træffe de mest optimale beslutninger, når han sættes op angrebsmæssigt. Gustav har helt sikkert et stort potentiale og jeg tror på en stor rolle til ham.”