Spændende W20-trup klar: Ole Bitsch har sat navn på de 16 udtagne
W20-landsholdet drager ligesom w17-landsholdet til Tjekkiet, når de samles i november. Landstræner Ole Bitsch har udtaget 16 spillere til truppen, der står over for tre spændende landskampe.
Læs herunder, hvad landstræneren siger om samlingen og sine forventninger:
"Der venter en intensiv samling, når vi skal til Tjekkiet for både at træne og spille landskampe mod tre modstandere med masser af kvalitet. Vi glæder os til at se såvel kendte som nye ansigter i truppen til en samling, hvor vi gerne vil “eksperimentere" lidt med et mere dynamisk og offensivt tænkende forsvar, som appellerer til masser af spilstop, rytmebrud og stress hos modstanderen," siger Ole Bitsch til Ungdomslandsholdenes Facebook-side og fortsætter:
"Det vil vi for selv at blive dygtigere til at håndtere lignende situationer, men vi ved også, at vi til et VM virkelig vil blive udfordret på lige nøjagtig den del […]. Udover at teste på vores forsvar, har vi et ønske om at kunne bygge lidt mere sikkerhed ind i vores kontrafase samt afvikle vores angreb i et højere boldtempo. Noget som virkelig så positivt ud i den seneste samling."
"Det er helt tydeligt, at mange af spillerne nu har stiftet bekendtskab med seniorverdenen, hvilket gør at vores spil får et mere modent udtryk, og at spillerne er endnu mere bevidste om de beslutninger og valg, de træffer på banen. Det har været en sjov udvikling at følge det sidste års tid, og vi har en forventning om, at det ser endnu bedre ud nu. Uden dog at det går på bekostning af ungdommens opportunisme og tro på tingene," afslutter landstræneren.
Danmarks kampprogram i Tjekkiet er:
21. november kl. 15.00: Kroatien - Danmark
22. november kl. 15.00: Danmark - Tjekkiet
23. november kl. 11.00: Norge - Danmark