LIVE - Mest læste Håndboldnyheder

Frederik Zacho

Rasende dansk landstræner trods storsejr

Danmark fik en stærk start på Golden League, da herrelandsholdet torsdag aften besejrede Norge med 38-33 i den første landskamp siden marts.

En komfortabel sejr blev det for Nikolaj Jacobsens tropper, selvom præstationen i anden halvleg ikke helt levede op til niveauet fra de første 30 minutter. Norge vandt faktisk anden halvleg med ét mål, og det ærgrede landstræneren.

Under en timeout tidligt i anden halvleg lød det kontant fra Jacobsen:

“Vi skal score på vores chancer. Vi spiller os til det hele, men vi kommer sådan ind igen nu. Vi har haft den her snak i to år nu, om hvordan vi kommer ind til anden halvleg. Vi skal være mere koncentrerede. Helvede, mand!”

Selvom Danmark aldrig for alvor var truet, blev kampen et vigtigt pejlemærke for holdets formkurve frem mod EM-slutrunden, der venter om to måneder. Golden League giver dermed landstræneren en kærkommen mulighed for at finpudse detaljerne.

“Det er nogle småting, som vi gerne vil blive dygtigere til – at være mere kyniske i de faser, hvor vi har muligheden for at punktere kampene. Vi ved godt, at der kommer en pulje og forhåbentlig en mellemrunde, hvor det virkelig bliver nogle hårde kampe, så når man får muligheden i kampene, skal man tage vare på sine føringer – og måske også punktere kampene lidt før. Så kan det være, man kan spare kræfter, for det får man brug for til EM,” sagde Nikolaj Jacobsen til TV 2 Sport efter kampen.

Danmark spiller igen lørdag mod Holland, inden Færøerne venter søndag i de to sidste opgør i Golden League-stævnet.

LIVE - Mest læste Håndboldnyheder

LIVE - Mest læste Fodboldnyheder

LIVE - Mest læste ishockeynyheder