Speciel kamp i vente for tidligere KIF-spiller
Hos Skive er stregspilleren Daniel Guldsmed klar til gensynet med sin tidligere hjemmebane – og han lægger ikke skjul på, at kampen kan blive afgørende i toppen af 1. division.
"Som Benjamin sagde i sidste uge, går vi ind til sæsonen, hvor alle kampe er finaler, og det er ikke for tidligt at kalde det for en nøglekamp. Hvis vi gerne vil være med i toppen, skal vi have to point, og hvis Kolding vil vinde 1. division, skal de også have to point," siger Guldsmed til Skives hjemmeside.
KIF Kolding er historisk set Danmarks mest vindende klub med 14 mesterskaber og otte pokaltitler, men i dag er virkeligheden en anden. Seneste triumf ligger mange år tilbage, og efter nedrykningen i sidste sæson er Anders Eggerts tropper nu konkurrenter til Skive i kampen om at rykke op i ligaen.
Ifølge Guldsmed kan Skive drage nytte af stabiliteten i truppen.
"Kolding går ind til kampen som favoritter, men vi har chancerne og mulighederne, og dem prøver vi at gribe. Vi har en fordel af, at vi har haft færre udskiftninger på nøglepositioner end dem, og vi har en mere sammenspillet trup. Så det håber vi på, at vi kan lukrere på i morgen," siger han.
For Guldsmed bliver opgøret ekstra specielt. Han spillede i Kolding i sæsonen 21/22, og sammen med holdkammeraterne Magnus Kronborg og Peter Lund har han en fortid i klubben.
"Det er altid lidt specielt, og man vil bare vinde lidt mere, end man ellers vil," siger han.
Efter sejren over Give HK i første spillerunde har Kolding fået en god start på tilværelsen i 1. division. Skive er samtidig kommet ind til sæsonen med fart og selvtillid – og netop derfor venter en kamp, som kan få stor betydning for begge holds ambitioner.