Vild rejse: Sådan havnede engelske Heidi i den danske liga
Den 20-årige stregspiller voksede op i Ilminster i det sydvestlige England, hvor fodbold og andre idrætsgrene fyldte barndommen. Først som 13-årig stødte hun tilfældigt på håndbold i skolen, og oplevelsen skulle vise sig at ændre hendes liv.
”For 10 år siden vidste jeg ikke engang, at håndbold var en sport,” siger hun med et grin til Midtjyllands Avis.
Som 16-årig tog hun skridtet væk fra fodbolden, flyttede hjemmefra og begyndte at satse målrettet på håndbolden i Loughborough. Derfra gik turen til Ikast via et skoleophold, og i sommeren 2023 stod hun pludselig i Danmark – kun fem år efter, hun havde rørt en håndbold for første gang.
Efter en sæson på U19-holdet i Ikast og et ungdomsår i Silkeborg-Voel blev hun denne sommer rykket op i ligatruppen af trænerne Peter Schilling Laursen og Klaus Thomsen.
”Jeg troede slet ikke, at jeg skulle spille i ligaen i år. Jeg er meget taknemmelig over for Peter og Klaus for at give mig chancen,” siger Heidi Warren.
Rejsen har allerede bragt hende på banen mod Esbjergs verdensstjerner Henny Reistad og Nora Mørk, og hun står nu foran sit første hele år som ligaspiller. Samtidig jonglerer hun hverdagen i Silkeborg med arbejde, online-studier i psykologi og en begyndende forståelse for danskernes "hygge".
At hun allerede har repræsenteret Storbritannien på A-landsholdet, understreger, hvor hurtigt udviklingen er gået. For to år siden googlede hun verdens bedste spillere. Nu står hun pludselig over for dem på banen.
Det er en rejse, hun selv kalder skør.