Stregkæmpe forlænger kontrakten med Ribe-Esbjerg
Ribe-Esbjerg HH har sikret sig papir på Miha Zvizej frem til sommeren 2020.
Siden Miha Zvizej i 2017 vendte tilbage til Danmark for at spille for Ribe-Esbjerg HH, har sloveneren vist sig at være en markant profil for den vestjyske ligaklub, og de to parter kommer også til at arbejde sammen i endnu længere tid.
Kontrakten med stregspilleren stod til at udløbe efter sæsonen, men nu har Ribe-Esbjerg annonceret, at aftalen er blevet forlænget, og det vækker stor glæde.
- Miha er topprofessionel. Udover at være en dygtig stregspiller, så er han 100% dedikeret og altid i rigtig god form. Vi er rigtig glade for at have en type som ham i truppen og alle har været enige om, at forlængelsen med ham er naturlig, siger klubbens sportschef, Sune Agerschou.
- Jeg er glad for, at vi blev enige om en sæson mere. Vi går videre med vores projekt, hvor vi stadig har en masse arbejde foran os. Jeg er meget stolt af at være en del af Ribe-Esbjerg HH og er fortsat klar til at give mig fuldt ud hver eneste dag, så vi kan nå vores målsætninger, siger den 31-årige stregspiller selv.
