Team Esbjerg jagter defensiv forbedring før mødet med Viborg HK
Da Team Esbjerg spillede spillede mod Silkeborg-Voel KFUM i torsdags, var der stor forskel på kvaliteten af spillet i de to ender. For angrebet var næsten perfekt, mens defensiven haltede gevaldigt. Vestjyderne scorede hele 36 mål, men lukkede lige så mange ind – et tal, der ifølge cheftræner Tomas Axnér ligger under holdets ambitionsniveau:
”Vi har evalueret grundigt og set på, hvad der gik galt i forsvaret. Angrebet fungerede, men vi skal være bedre til at lukke af. Vi har haft gode samtaler og arbejdet på justeringer, så vi står stærkere både mod Viborg og i weekendens Champions League-kamp mod Metz,” siger Axnér på Team Esbjergs hjemmeside.
Selvom forsvaret haltede, mener Axnér alligevel, at der ikke er gurnd til bekymring, for flere faktorer spillede ind; nye konstellationer i bagkæden, skader og manglende samspil:
”Jeg er ikke bekymret. Niveauet kan svinge, men vi skal hæve bundniveauet. Det handler om stabilitet,” fortsætter han på klubbens hjemmeside.
Onsdag aften venter Viborg HK i BIOCIRC Arena i Bambuni Kvindeligaens anden spillerunde. Viborg har mistet topscorer Christina Pedersen og fået Anders Friis ind som cheftræner, men ifølge Axnér er det stadig en stærk modstander.
Hos Team Esbjerg testes storprofilerne Henny Reistad og Line Haugsted op til kampen, efter at de sad ude mod Silkeborg-Voel og særligt sidstnævnte har jo en stor rolle netop i defensiven.
Kampen spilles onsdag d. 3. september kl. 20:00 og kan ses direkte på TV2 Sport.