Trio af profiler forlader Aarhus United
Dagene som spiller i Aarhus United er talte for tre markante profiler i truppen, da de alle forlader klubben, når deres kontrakter udløber til sommer. Der er tale om Celine Lundbye, Helena Elver og Julie Pontoppidan.
Der har længe været dialog mellem Aarhus United og spillerne Celine Lundbye og Helena Elver, men af forskellige årsager, så er det ikke lykkedes at nå til enighed med spillerne.
"Både Elver og Lundbye har klart tilkendegivet, at de har haft en supertid hos os, og at de gerne ville fortsætte deres udvikling i Aarhus United. Undervejs i forhandlingerne har vi alligevel måttet erkende, at vi ikke kunne nå i mål af forskellige årsager," udtaler Aarhus Uniteds bestyrelsesformand, Mads Winther, i en pressemeddelelse.
I Celine Lundbyes tilfælde er det afsavnet med hjembyen København, der står i vejen for en forlængelse, mens der for Helena Elver er tale om et tilbud fra en anden klub, der ganske enkelt er for godt til at afslå.
På rygtebasis forlyder det, at Helena Elver skal til Viborg HK efter sæsonen, mens turen angiveligt skulle gå tilbage til Nykøbing-Falster Håndbold for Celine Lundbye.
Læs også: Celine Lundbye skifter muligvis tilbage til NFH
Den tredje spiller, der forlader Aarhus United til sommer er som nævnt Julie Pontoppidan, og hun forlader angiveligt klubben for at udfordre sig selv og prøve kræfter med mere ukendte rammer.
"Det siger sig selv, at Aarhus United har betydet enormt meget for mig og min karriere. Jeg er Aarhus-pige og har nydt at være med på rejsen i Aarhus United, og klubben vil altid stå mig meget nær. Men jeg kan mærke, at jeg har behov for at prøve mig selv af i andre rammer – simpelthen at udfordre mig selv udenfor den tryghed, jeg har i Aarhus United," siger Julie Pontoppidan
Julie Pontoppidan er en af de spillere, der skiftede med over i Aarhus United fra SK Aarhus, da klubben lukkede ned i sommeren 2017. Siden da har hun udviklet sit spil, og især i år har hun udviklet sig til at være en profil i Aarhus United bagkæden.