LIVE - Mest læste Håndboldnyheder

Ditte Hansen

TTH Holstebro skriver kontrakt med talentfuld islænding

Bagspilleren skifter til det vestjyske på en 3-årig kontrakt.

TTH Holstebro får til den kommende sæson islandsk forstærkning på holdkortet, når den 21-årige højre back Jóhannes Berg Andrason tilslutter sig klubben på en 3-årig kontrakt gældende til 30. juni 2028.

Jóhannes Berg Andrason kommer til TTH Holstebro fra det islandske tophold FH Hafnarfjörður, som han i sidste sæson vandt det islandske mesterskab med. I denne sæson ligger holdet aktuelt nummer ét – blandt andet efter en vigtig sejr tidligere på ugen, hvor den kommende TTH-spiller nettede 12 gange.

En spiller med stort udviklingspotentiale

For cheftræner Arnór Atlason er tilgangen af den unge højre back meget glædeligt:

- Jóhannes Berg Andrason er en ung spiller på vej fremad. Han spillede en rigtig stærk sæson sidste år og har fulgt flot op på den i år med gode præstationer i ligaen og ikke mindst i European League. Her har han leveret flere stærke kampe. Jóhannes var også en af profilerne på det islandske U21-landshold, som vandt bronze ved U21-VM i 2023, og han var desuden en del af Islands bruttotrup på 35 mand inden VM i januar, siger Arnór Atlason i en pressemeddelse

Som håndboldspiller beskriver Arnór Atlason den kommende TTH-spiller på følgende måde:

- Jóhannes er ikke tiltænkt som en direkte erstatning for Edwin Aspenbäck, men vi får en alsidig højre back, der besidder de kvaliteter, en stærk højre back skal have. Han har et godt skud og bidrager til et højt tempo i angrebsspillet, samtidig med at han dækker godt op.

- Han er stadig ung, men med de rammer og faciliteter, vi har i TTH, har han alle muligheder for at udvikle sig til en rigtig dygtig spiller for os. Han er klar til at lægge det arbejde i det, der kræves for at blive endnu bedre. Derfor tror jeg, at det bliver et godt match for alle parter.

Ambitiøs og klar til nye udfordringer

Jóhannes Berg Andrason ser frem til at skifte til TTH Holstebro og prøve kræfter med den danske liga:

- For mig er TTH Holstebro det helt rigtige skridt nu. Jeg har altid drømt om at spille i en så stærk liga som den danske. Jeg er klar til at tage næste skridt i min udvikling, og jeg ved, at jeg kan gøre det i TTH Holstebro med de sportslige rammer, klubben tilbyder. Mange andre spillere har haft stor succes her, siger den unge højre back, der har store ambitioner for sin tid i Danmark.

- Jeg drømmer om at nå så langt som muligt som spiller, og jeg er klar til at yde en stor indsats for at lykkes. Jeg ser mig selv som en spiller, der kan bidrage på flere områder, og jeg håber at kunne hjælpe holdet med at opnå succes. Jeg ser frem til at have Gråkjær Arena som min nye hjemmebane, og jeg glæder mig til at flytte til Holstebro og opleve den fantastiske håndboldstemning og opbakning, der er i byen, siger Jóhannes Berg Andrason.
 
 

LIVE - Mest læste Håndboldnyheder

LIVE - Mest læste Fodboldnyheder

LIVE - Mest læste ishockeynyheder