Tyskland vil stjæle Danmarks succes
De tre ungdomstitler – og U21-VM-guldet fra 2023 – tegner et billede af et forbund, der endelig har fået styr på talentudviklingen. Men hvor ungdommen stråler, er virkeligheden på seniorniveau stadig en anden. Som Sport Bild skriver, ville en semifinalebillet ved kvindernes VM senere på måneden eller herrernes EM i januar stadig være en stor bedrift.
”Vi gør stadig ikke alt rigtigt, men meget er blevet bedre,” siger Füchse Berlins direktør Bob Hanning til Sport Bild. Han fremhæver det forbedrede samarbejde mellem klubber og forbund – og nævner overraskende, at pandemien faktisk havde en positiv effekt:
”Under corona havde vi mere tid til fysisk træning og individuel udvikling. Det ser vi frugten af nu.”
Målet er klart: at indhente stormagterne Danmark og Frankrig, som i årevis har domineret international håndbold.
DHB’s sportschef Ingo Meckes påpeger dog, at tyskerne stadig mangler den type unikke profiler, som Danmark gang på gang har produceret:
”Vi har masser af talenter, men vi mangler stadig de én til to spillere pr. årgang, som kan blive udslagsgivende – en type som Mathias Gidsel,” siger Meckes.
For at lukke hullet til Danmark vil det tyske forbund nu oprette egne håndboldinternater i Stuttgart og Leipzig fra 2027, med Hamburg og Köln/Dortmund som mulige næste skridt. Planen er at udvikle 15- til 20-årige talenter i miljøer, der minder om de danske håndboldakademier.
”Vi behøver ikke gå den danske vej, men vores egen – og vi bliver mere konkurrencedygtige,” fastslår Meckes.
Med de mange ungdomstriumfer håber tyskerne nu, at næste generation kan gøre det, som Danmark har mestret i to årtier: at føre talentarbejde til guld på seniorniveau.