For tredje år i træk: Ligaklub præsenterer overskud
EH Aalborg kan for tredje år i træk præsentere et positivt årsregnskab. Det har direktør Simon Aagaard netop offentliggjort på en netop afholdt ordinær generalforsamling.
Trods oprykning til Bambuni Kvindeligaen og et derfor markant højere omkostningsniveau lykkedes det således klubben at afslutte sæsonen 2024/2025 med et overskud på 4.250 kroner – og en flot placering som nummer 10 i Danmarks bedste kvindelige håndboldrække.
Det økonomiske resultat er vel at mærke opnået uden hverken en ansat direktør eller lønnet administration, men er derimod sikret gennem en engageret og frivillig indsats fra bestyrelse og støttepersoner omkring klubben. Det vidner om en kultur præget af sammenhold, ansvar og en stærk tro på klubbens betydning i regionen.
Nye profiler styrker bestyrelsen
For at sikre EH Aalborgs fortsatte fremdrift og styrke klubbens organisatoriske fundament har det kvindelige håndboldflagskib valgt at udvide bestyrelsen med tre nye, markante profiler:
– Brian Lentz, CEO i InventNORD / PakkecenterNORD ApS
– Jeanette Bramsen, Viceregionalbankdirektør i Spar Nord/Nykredit
– Johnny Breum Kjær, indehaver af Kjærs Ejendomsservice
De nye medlemmer bringer betydelig erfaring med sig inden for erhvervsudvikling, økonomistyring og lokal forankring, og de skal sammen med den øvrige bestyrelse være med til at løfte klubben ind i næste fase af udviklingen.
Et stærkt fællesskab med høje ambitioner
EH Aalborg har med Vision 2028 en klar ambition om at være Nordjyllands samlingspunkt for kvindehåndbold. Klubben skal både fastholde sin plads i eliten og være en drivkraft for talentudvikling og regionalt fællesskab.
“Vi er stolte af at tiltrække så stærke kræfter til bestyrelsen. Det er et tydeligt signal om, at vi som klub bliver taget alvorligt, og at vores projekt rækker langt ud over håndboldbanen,” udtaler næstformand Henning Simonsen i en pressemeddelse
“Vi står over for en spændende sæson, hvor vi skal styrke vores økonomi, opbygge stærkere netværk og skabe endnu bedre rammer for vores spillere og fans.”
EH Aalborg arbejder videre med at udvikle sit erhvervsnetværk, tiltrække flere sponsorer og sikre økonomisk bæredygtighed i en liga, hvor konkurrenceparametrene bliver stadig skarpere.