LIVE - Mest læste Håndboldnyheder

Patrick Andersen

Ungarsk træner jubler trods nederlag til Danmark

Det blev til et knebent nederlag på 28-27, da Ungarn søndag aften pressede Danmark helt til stregen i kampen om førstepladsen i mellemrunden. Og selv om udfaldet ærgrede ungarerne, var landstræner Vladimir Golovin tydeligt stolt af sit hold efter opgøret.

Til det ungarske medie Nemzeti Sport siger han, at præstationen viste et hold, der kan stå distancen mod absolut topmodstand.

“Vi kan være stolte af den måde, vi spiller de 60 minutter på. Det sidste stykke mangler, og det skyldes vores manglende rutine. Men selv da Danmark tog føringen, holdt vi fast og gav ikke slip. I de sidste 20 sekunder træffer vi ikke den rigtige beslutning, men vi har bevist, at vi kan spille rigtig god håndbold mod stærke nationer,” siger Golovin.

Efter kampen uddybede han også over for MTI, at holdets iver måske kostede dem overblikket i slutfasen.

“Vi spiller ikke så mange kampe mod denne type modstandere i en tæt afslutning. Vi ville så gerne, og måske løb følelserne lidt af med os. Men overordnet set er pigerne fantastiske. De viser, hvad de kan, og det glæder mig virkelig,” siger han.

Landstræneren understreger, at netop disse kampe er nødvendige for at opbygge den ro, man skal bruge i en afgørende fase.

“Der er ingen, der giver én den erfaring gratis. Man skal igennem det. Selv om vi kun taber med én, kan vi kun bygge videre på det her. Det er sådan, man rykker sig,” siger han.

Ungarn måtte undvære playmakeren Petra Vámos, der har været skidt tilpas siden kampen mod Japan. Ifølge Golovin blev sygdommen for alvor udløst efter det intense opgør, men han håber at have hende klar igen om tre dage.

Hvem Ungarn møder i kvartfinalen – enten Frankrig eller Holland – afgøres mandag aften. Golovin erkender, at han allerede har en favorit i tankerne, men han holder kortene tæt til kroppen:

“Jeg ved godt, hvad jeg helst vil, men det holder jeg for mig selv foreløbigt,” siger han med et smil.

LIVE - Mest læste Håndboldnyheder

LIVE - Mest læste Fodboldnyheder

LIVE - Mest læste ishockeynyheder