Analyse: Er dette grunden til dansk tavshed i præsidentvalget?
Danmarks tavshed i spørgsmålet om IHF-præsidentvalget er iøjnefaldende. Hvor Norge åbent har meldt ud, at man ikke stemmer på Hassan Moustafa, har DanskHåndbold valgt ikke at tone rent flag. Det valg kalder på en analyse af, hvad der reelt står på spil for en håndboldstormagt som Danmark i international politik.
Et oplagt svar er frygten for at havne i modvind. International idrætspolitik er i høj grad personbåret, og relationer rækker ofte langt ud over en enkelt valgperiode. Hvis Danmark åbent støtter en kandidat, der taber valget, kan det få konsekvenser i årene efter. En ny præsident vil uundgåeligt huske, hvem der stod bag – og hvem der ikke gjorde. I den optik kan tavshed være en kalkuleret strategi, hvor man holder døren åben uanset udfaldet og undgår at placere sig entydigt i et opgør, som kan ende med et nederlag.
Det leder direkte videre til spørgsmålet om magt og indflydelse. Danmark er afhængig af goodwill i IHF, når værtskaber til VM-slutrunder, ungdomsmesterskaber og store events skal fordeles. Samtidig handler det om adgang til kommissioner, udvalg og de uformelle rum, hvor beslutninger formes, længe før de når et kongreslokale. Hvis den kommende præsident ikke har haft dansk opbakning, kan det – i hvert fald på kort sigt – svække Danmarks position. Ikke nødvendigvis som straf, men som en naturlig følge af, at politisk kapital også er en begrænset ressource.
Set i det lys kan DanskHåndbolds tilbageholdenhed tolkes som et ønske om at bevare maksimal handlefrihed. Uanset hvem der vinder, kan Danmark efterfølgende argumentere for, at man ikke aktivt har modarbejdet nogen. Det er realpolitik, men også et valg, der står i kontrast til Norges mere principielle tilgang, hvor man åbent argumenterer for et lederskifte af hensyn til organisationens fremtid.
Samtidig blotlægger valget et europæisk paradoks. At tre europæiske kandidater udfordrer Hassan Moustafa, svækker i sig selv Europas muligheder for at vælte den siddende præsident. I stedet for at samle sig om én kandidat og opbygge en bred koalition uden for Europa, splitter kontinentet sine egne stemmer. Det fremstår strategisk kortsigtet. Flere europæiske håndboldforbund samarbejder allerede tæt med lande i Nord- og Sydamerika om udviklingsprojekter, uddannelse og talentarbejde. Netop her kunne man have forsøgt at omsætte samarbejde til politisk opbakning og skabe en samlet front mod Moustafa. Uden den samling risikerer de europæiske udfordrere at neutralisere hinanden.
Hassan Moustafas styrke ligger netop i det globale perspektiv. Med et stadigt voksende antal medlemslande og udvidelser af VM-slutrunderne har han opbygget en bred base, især i Afrika og store dele af Asien. For mange af disse nationer er Moustafa ikke symbolet på stagnation, men på adgang, synlighed og deltagelse på den største scene. Det er derfor ikke overraskende, hvis lande uden for Europa prioriterer kontinuitet frem for fornyelse – også selv om præsidenten er aldrende og har siddet i embedet i et kvart århundrede.
Set i det samlede billede fremstår Danmarks tavshed ikke tilfældig, men strategisk. Spørgsmålet er, om neutralitet i længden er holdbar, når andre lande åbent tager stilling, og når kampen om magten i international håndbold i stigende grad handler om værdier, ledelsesformer og retningen for sportens globale udvikling. Tavshed kan beskytte mod kortsigtede konsekvenser – men den kan også koste indflydelse i det lange løb.