Cheftræner overtager Thomsens værk i storklub: - Jeg har tillid til det arbejde, der er gjort
Adrian Vasile er vendt tilbage som cheftræner i CSM București og ser optimistisk på det hold, han nu overtager – sammensat af Helle Thomsen, der har valgt at stoppe et år før tid for at fokusere fuldtid på jobbet som dansk landstræner.
I et interview med det rumænske medie gsr.ro, udtaler han:
“Som træner bygger man videre på det, der er skabt. Jeg har tillid til klubbens strategi og det arbejde, der er gjort,” siger Vasile.
Den rumænske træner fremhæver især balancen i truppen som et vigtigt fundament for den kommende sæson.
“Det er et godt sammensat hold med jævnbyrdige spillere på alle pladser. Det giver høj konkurrence og et godt træningsmiljø," forklarer han og peger på holdets defensive potentiale samt ambitionen om at spille i højt tempo som afgørende faktorer.
CSM București har blandt andet hentet danske Anne Mette Hansen til truppen, der skal være med til at løfte arven efter håndboldlegenden Cristina Neagu, som har valgt at stoppe karrieren.