LIVE - Mest læste Håndboldnyheder

Nikolaj Jensen

Dansk landsholdsprofil føler sig til grin: -Vi har ikke de bedste dommere

Anne Mette Hansen fortæller, at hun føler sig til grin over dommersituationen, der hænger over EM, hvor det udelukkende kun er kvindelige dommerpar og ikke de allerbedste, der dømmer kampene med Europas bedste hold.

HERNING, EUROPAMESTER.DK: Kritikken er de seneste dage haglet ned over dommerpræstationen ved EM, hvor det virkelig har været tydeligt, hvor lavt et niveau mange af dommerparrene besidder.

Til stor frustration for de bedste landsholdsspillere, der i kampene kæmper med at finde en nogenlunde linje og gør alt for ikke lade sig rive med ned i kvalitet.

Men det er svært. Anne Mette Hansen skulle i hvert fald lige tænke et par sekunder over sine ord, da hun blev bedt om at forholde sig til den dommerpræstation, Danmark og Sverige var udsat for.

-Jeg synes, der er nogle kendelser, der er lidt tvivlsomme. Det vil jeg gerne indrømme, indleder Anne Mette Hansen overfor Europamester.dk

Lidt tvivlsomme – er det ikke en kæmpestor underdrivelse?

-Det er vist det bedste, jeg kan sige uden at gå amok. Vi vidste på forhånd, at med de dommere, der blev udtaget, kunne det gå hen og blive nogle sjove kampe. Det er frustrerende, at man ikke føler, man spiller med samme regler i begge ender. Man ved aldrig rigtigt, hvad der bliver dømt.

Hvad betyder det for jeres timelange forberedelse, at man har dommere på så lavt et niveau, der fuldstændig ødelægger kampene?

-Man føler sig til grin over, at vi ikke har de bedste dommere. Vi udtager jo heller ikke spillere på grund af udseende eller hårfarve. Det havde været lidt federe, hvis det var de bedste dommere, der havde været her, så er jeg personligt ligeglad med, om det er mænd eller kvinder. Bare det er de bedste, der dømmer, og det er det ikke.

Er det ikke respektløst overfor jer, at I ikke har de bedste dommere til de bedste turneringer?

-Jo, det skulle man jo mene. Men sådan er det desværre ikke. Sådan har det jo været før. Vi kan ikke gøre så meget. Det er, som det er. Det kommer jo til at gå ud over de gode kvindelige dommere, som også er her. De bliver bare revet med ned i svinget, hvilket jeg ikke synes er fair overfor dem.

Er det noget, I bruger tid på at italesætte i truppen?

-Vi har snakket lidt om, at der nok kunne sjove kendelser. Vi skal bruge så lidt energi på det som muligt. Men det er klart, når pulsen er helt oppe og kampen kører, så er det ikke altid lige let, uddyber hun.

Heldigvis trak Danmark sig sejrrigt ud af nervekrigen mod Sverige, der endte med at blive lige en tand eller to for spændende. Det endte med dansk sejr på 24-22.

-Der var meget nerve i det. Men det er rigtig stærkt, at vi får hevet sejren hjem. Vi har før smidt tætte kampe væk, og det var vigtigt, at vi fik den her sejr. Jeg synes, vi spiller langt bedre, end vi har gjort længe, slutter Anne Mette Hansen.

Danmark mangler to kampe i mellemrunden. Søndag står på Spanien, mens Rusland venter på tirsdag.

LIVE - Mest læste Håndboldnyheder

LIVE - Mest læste Fodboldnyheder

LIVE - Mest læste ishockeynyheder