LIVE - Mest læste Håndboldnyheder

Jan Skjødt Østergaard Pedersen

Dansk ligaklub får svensk forstærkning til sommer

Bjerringbro-Silkeborg Håndbold henter målmanden Marko Roganovic!

Den 22-årige svensker skal med sine 197 cm fylde målet for Bjerringbro-Silkeborg Håndbold fra næste sæson.

”Marko Roganovic er en dygtig ung målmand, der i sidste sæson og denne sæson har leveret på et rigtig højt niveau. Det har også medført, at han har været fast med omkring det svenske B-landshold,” fortæller Simon Sørensen, som sidder i cheftrænerstolen i Bjerringbro-Silkeborg Håndbold.

”Han har en god evne til at læse spillet og finde sin position. Han har både en del fra den svenske målmandskole og lidt Balkan-målmandsstil i sit spil, som, jeg synes, er rigtig spændende,” siger cheftræneren.

”Jeg tror på, at Marko allerede fra næste sæson kan gå ind og blive en profil for os – og i løbet af hans tid i Bjerringbro-Silkeborg også en stor profil i den danske liga,” siger Simon Sørensen.

Redninger og resultater

Han fortsætter:

”Marko har mange kvaliteter og fortsat et stort potentiale, der giver en stor tro på, at han kan være med til at hjælpe os til at lave gode resultater med Bjerringbro-Silkeborg.”

Simon Sørensen håber på at se sin kommende keeper levere en masse redninger:

”Og så har han en fantastisk attitude, som, jeg er helt sikker på, kommer til at være et perfekt match med stemningen i JYSK arena.”

En topklub i en stærk liga

Hovedpersonen selv ser også Bjerringbro-Silkeborg Håndbold som et perfekt match:

”Klubben har et stærkt fokus på teamwork og udvikling, som er værdier, jeg sætter stor pris på. Jeg beundrer også klubbens ambitioner og det høje niveau, som jeg ser som en god mulighed for mig som spiller til at vokse,” siger Marko Roganovic om sin kommende klub.

Han tilføjer:

”Jeg er også imponeret over klubbens professionalisme, hvilket får mig til at føle, at det er et sted, hvor jeg kan udvikle mig og trives.”

”Bjerringbro-Silkeborg er en af Danmarks tophåndboldklubber med en stærk tradition for succes. Den danske liga er en af de stærkeste i Europa på grund af dens høje konkurrence og dygtige spillere.”

Klar til at indtage JYSK arena

Om sig selv siger svenskeren følgende:

”Som målmand bringer jeg en masse energi til spillet. Fansene kan forvente, at jeg giver alt, hvad jeg har på banen og altid med en positiv attitude. Jeg arbejder altid hårdt for at redde de afgørende skud og motivere mine holdkammerater, men jeg håber også, at jeg kan inspirere publikum med mit engagement, min passion og min positive ånd.”

Generelt kan Bjerringbro-Silkeborg Håndbolds fans glæde sig til at se Marko Roganovic trække i BSH-trøjen til sommer:

”Fansene er utroligt vigtige for mig, fordi de spiller en enorm rolle i holdets succes. Deres støtte kan gøre en stor forskel – især i svære øjeblikke. Jeg tror på, at et stærkt forhold til fansene skaber en stemning, der får os til at præstere vores bedste.”

”De skal vide, at jeg altid vil give mit absolut bedste på banen. Jeg vil arbejde hårdt for at gøre dem stolte og bringe så meget energi og passion, jeg kan, både for holdet og for fansene,” slutter den kommende BSH-keeper.
 

LIVE - Mest læste Håndboldnyheder

LIVE - Mest læste Fodboldnyheder

LIVE - Mest læste ishockeynyheder