LIVE - Mest læste Håndboldnyheder

Nikolaj Jensen

- Det værste ved min afsked, siger Mikkel Hansen

I minutterne og timerne efter OL-guldet og det faktum, at Mikkel Hansen har spillet sin absolut sidste håndboldkamp var det stolthed mere end tristhed, der fyldte. 

STADE PIERRE MAUROY (LILLE, EUROPAMESTER.DK): Vi skal til at vende os til en helt ny håndboldverden - uden Danmarks nummer 24, Mikkel Hansen. 

Håndboldkarrieren er slut, og hvilken måde at slutte af på efter knap to årtier på verdenstoppen. 

Da Mikkel Hansen mødte pressen efter 39-26-sejren over Tyskland, så var det ikke helt gået op for ham - endnu - at fra sådan cirka nu af står livet på andet end håndbold og harpiks:

- Det er nok ikke gået op for mig. Men jeg er afklaret med det og har det egentlig ret fint med beslutningen. Man kunne man se på banen, at de er ved at være klar til at stå på egne ben. Nu glæder jeg mig til næste gang, at jeg skal se en slutrunde fra sofaen og se de her gutter vokse med opgaven også udenfor banen, siger Mikkel Hansen til Europamester.dk og resten af den danske presse:

- Det værste bliver her senere, hvor jeg får sagt farvel til en masse mennesker, der betyder noget for mig. Man kan ikke finde det andre steder i en anden branche, hvor man knytter et bånd til nogle mennesker, som vi gør. De venskaber vi får, de oplevelser man har sammen, de følelser der går igennem en, om man vinder eller taber, det er specielt og noget, jeg kommer til at savne.

- Der er en masse mennesker, jeg har oplevet ekstremt vilde ting med. Alt fra nu som store titler og kampe, vi har vundet til andre gange, hvor vi virkelig er faldet igennem. Så det hårdeste bliver i aften (søndag, red.), hvor jeg har en sidste gang med hele gruppen. 

- Hvad tager du med dig ud på den anden side?

- Jeg tager små 20 år af gode minder. Forhåbentlig finder jeg noget nyt, jeg kan gå op i, som gør mig glad, og som er spændende og sjovt at lave. Det er nok den lærestreg, jeg nok har haft indtil videre, at lige meget hvad man finder på at lave, så skal man starte med, at det har ens interesse, og man skal synes, det er sjovt at lave. Så tror jeg også, at man kan blive dygtig til det.

- Vel det perfekte punktum?

- Ja, det må man sige. Vi spiller på et uhørt højt niveau. Det er ikke mange kampe, jeg har oplevet, hvor vi har spillet sådan her med så meget pres på. Vi går ind og brænde banen af. Det er sgu imponerende, slutter Mikkel Hansen.

Nu venter en god, lang og fortjent ferie med konen og Mikkel Hansens to børn.

LIVE - Mest læste Håndboldnyheder

LIVE - Mest læste Fodboldnyheder

LIVE - Mest læste ishockeynyheder