Györ-direktør efter ny triumf: Vi har åbnet en ny gylden æra
Klubdirektør Endrődi Péter tøver ikke med at kalde det begyndelsen på en ny storhedstid.
"At forsvare en Champions League-titel i nutidens håndbold er næsten større, end at vinde den første gang. Vi har åbnet en ny gylden æra i Györ," siger Endrődi Péter i et stort interview på klubbens hjemmeside.
Klubdirektøren fremhæver, at den store udfordring har været at integrere mange nye spillere på rekordtid. I sommeren 2024 forlod profiler som Stine Oftedal, Yvette Broch og Silje Solberg klubben, og syv nye ansigter ankom i stedet.
"Det var en stor udfordring med så mange nye spillere og en næsten ny trup. Men vi har vist, at vores systematiske arbejde med integration og teamspirit virkelig fungerer. Denne sæson har bevist, at vi har et unikt sammenhold og en stærk fællesskabsfølelse," lyder det fra direktøren.
Endrődi fremhæver særligt trænerduoen Per Johansson og Uros Bregar, som blev sammensat sidste år efter en turbulent periode med trænerskifte:
"Mange var skeptiske over for kombinationen af to så forskellige personligheder, men deres dynamik har været nøglen til vores succes. De supplerer hinanden perfekt og har skabt stor stabilitet," siger han.
Selvom klubben nu fejrer endnu en Champions League-titel, understreger direktøren, at ambitionerne stadig vokser. Cheftræner Per Johansson har tidligere udtalt, at klubben nu jagter en "triple", altså tre Champions League-sejre i træk – et mål Endrődi mener er realistisk.
"Vi har hentet spillere med stor omhu og integreret dem i vores stærke fællesskab. Vi tænker langsigtet, og jeg er overbevist om, at vi kan fortsætte succesen i den kommende sæson," slutter Endrődi Péter.