Dramatisk fyring: Nu forklarer Ikast-boss
Bare ti minutter efter nederlaget på 13 mål til Team Esbjerg sidste torsdag fik Søren Hansen beskeden om, at han ikke længere var cheftræner i Ikast Håndbold.
Ifølge direktør Daniel Grønhøj opstod beslutningen spontant i minutterne efter kampen, da Hansen selv bad om en snak med ledelsen.
"Der griber vi momentet og siger til Søren, at vi har besluttet, at vi går en anden vej. Det var ikke det, der var skrevet i vores tidsplan, men vi synes også, at det var den rigtige måde at gøre det på, når vi havde Søren på tremandshånd. Vi synes, at det var mest ordentligt, når momentet var der,” forklarede Grønhøj til TV 2 Sport.
Han understregede, at fyringen ikke skyldtes hverken Hansen som person eller hans faglighed, men en oplevelse af, at holdet var gået “ud ad en blind vej”.
TV 2 Sports håndboldekspert Sofie Bæk vurderede, at forklaringen giver mening, men at fyringen stadig “kunne have set pænere ud”.