Tidligere Györ-stjerne og Esbjerg-træner tilknyttes dansk ungdomslandshold
Nycke Groot og Christian Køhler bliver fremover assistenter for Flemming "Tuborg" Larsen på W18-landsholdet. Det sker i lidt forskellige roller, hvor Køhler er med til både kampe og samlinger i Danmark og udlandet, mens Groot kun er med til samlingerne i Danmark.
Christian Køhler er i øjeblikket assistenttræner for Team Esbjerg, mens han også har været tilknyttet Ikast Håndbold. Han er nysgerrig på talentudvikling og god til at dyrke spillernes spilintelligens og deres individuelle udvikling.
Nycke Groot er tidligere hollandsk storspiller med en imponerende klubkarriere i Team Tvis Holstebro, FC Midtjylland, Györ og Odense Håndbold. Hun har vundet Champions League tre gange og vundet sølv og bronze med Holland ved både EM og VM.
- Det er et kæmpe scoop, at det er lykkedes os at tilknytte Nycke Groot og Christian Køhler til vores yngste kvindelandshold. Det er assistenten for et top-4-hold i verden på klubplan og en tidligere topspiller, som har prøvet det hele på egen krop.
- De kan ramme spillerne på en helt ny måde, og vi tror på, at de virkelig kan være med til at rykke vores arbejde på ungdomslandsholdet, siger Søren Skaastrup Frydendal, talentchef i DanskHåndbold, i en pressemeddelse.
De to nye assistenttrænere er også begejstrede for de nye udfordringer.
- Jeg glæder mig meget til at blive en del af W18-landsholdet. Jeg ser frem til at bidrage til et miljø, hvor spillerne kan udvikle sig både sportsligt og menneskeligt. Det er en spændende opgave at få lov til at arbejde med nogle af landets mest talentfulde, unge spillere, og jeg håber, at kunne være med til at skabe de bedst mulige rammer for deres fortsatte udvikling, siger Christian Køhler.
- Jeg er både stolt og beæret over at få muligheden for at blive en del af trænerteamet omkring W18-landsholdet. Jeg glæder mig til at arbejde med de mange unge talenter, vi har i Danmark, og til at bidrage til deres sportslige og menneskelige udvikling. Jeg håber, at jeg kan give nogle af mine egne erfaringer videre til næste generation af danske spillere og støtte dem i deres fortsatte rejse mod toppen, siger Nycke Groot.
De to nye assistenttrænere tiltræder dags dato, og Christian Køhler er med på samlingen i næste uge, mens Nycke Groot er med fra den efterfølgende samling. De erstatter Jeppe Vestergaard, som selv har valgt at stoppe. Fra DanskHåndbolds side skal der lyde en stor tak for indsatsen til Jeppe Vestergaard.