Ekspert: Sandra Toft skal forvente en anden rolle end hidtil
Den forhenværende anfører for det danske landshold er blevet indkaldt til EM-slutrunden som følge af, at Althea Reinhardt fik en bold i hovedet til landsholdets træning søndag.
Sandra Toft blev i første omgang fravalgt til EM-slutrunden og det har ikke været nogen hemmelighed, at den danske stjernekeeper har været meget ked af fravalget, men i aften kan hendes drøm alligevel blive til virkelighed. DR's håndboldekspert, Lars Krogh Jeppesen, mener dog alligevel, at Sandra Toft ikke skal have alt for høje forventninger til spilletid til EM:
“Hun går ind som et andetvalg,” siger Lars Krogh Jeppersen til DR og fortsætter:
“I kampen mod Slovenien handler det også om ressourcer. Anna Kristensen har stået mange minutter, og der var tiltænkt mange minutter til Althea Reinhardt mod Slovenien. Det her ændrer jo alt, så jeg håber da, at Anna Kristensen starter i mål, og at de får en halvleg hver, hvor Danmark er i kontrol.”
Selvom Lars Krogh Jeppesen fremhæver det gode samarbejde mellem Althea Reinhardt og Anna Kristensen, så udviser han ikke bekymring for, at Althea Reinhardt eventuelt ikke skulle blive klar igen til resten af slutrunden.
“Det er en spiller, der bare glider ind, og så er det bare i en anderledes rolle, end hun har været vant til. Det er en spiller, der kender gamet,” afslutter Lars Krogh Jeppesen til DR.