Fra 10.000 i Göteborg til 10 i Herning: Svensk stjerne er overrasket
Sverige og Linn Blohm spillede for første gang under dette VM ikke på hjemmebane, hvor de i Scandinavium i Göteborg har været vant til, at knap 10.000 svenskere hujede og heppede.
JYSKE BANK BOXEN, HERNING (EUROPAMESTER.DK): Linn Blohm og resten af de svenske landsholdsspillere fik sig noget af en overraskelse, da de trådte ind til deres VM-kvartfinale mod Tyskland onsdag aften i Herning.
Her kunne svenskerne kigge rundt og konstatere, at Jyske Bank Boxen, der har plads til 12.500 tilskuere, var gabende tom. Der var ikke mødt mange op for at overvære dagens første kvartfinale, som Sverige endte med at vinde overlegent med 27-20.
Man kunne høre en knappenål falde til Boxens betongulv, da kampen blev fløjtet op - og stemningen mindede mest af alt om at være til en træningskamp mere end en kamp om semifinale.
Linn Blohm er overrasket:
- Vi fik jo gåsehud bare af at træde ind i hallen i Göteborg. I Boxen var der vel 10 stykker, der heppede lidt. Det er virkelig en stor forskel, siger Linn Blohm efter kvartfinalesejren til Europamester.dk og uddyber:
- Men sådan her plejer det at være, når vi spiller slutrunder. Vi er vant til det, men jeg synes, at vi var virkelig gode til at sige, at nu er der ikke 10.000, der hepper på os. Nu er der kun dem, der er her, så nu får vi det bedste ud af det.
- Vi heppede på hinanden, og det gør vi virkelig godt. Men jeg savner Göteborg.
- Der var jo helt stille, da kampen blev fløjtet op?
- Jeg havde håbet på, at der var flere - også danske tilskuere. Jeg tænker, at der kommer en masse til Danmarks kamp, men jeg håber, at de også kunne komme til vores kamp. Det er lige meget, om de heppede på os - bare de var der.
- Er du skuffet over, der ikke var flere - der er trods alt plads til 12.500?
- Havde vi spillet i Sverige, og det var sådan her, så ville jeg være skuffet. Men det er svært for mig at sige, når vi spiller mod Tyskland i Danmark.
- En voksenbillet koster 710 kr. til sådan en aften - er det for voldsomt?
- I Sverige er der mange børnefamilier, der kommer. Selvfølgelig er det mange penge, hvis man skal betale for det. Er det en stor familie, så er det svært, hvis man vil komme til alle kampene. Men jeg tænker, at der vil komme flere her i slutningen af slutrunden, slutter Linn Blohm.
Sverige møder Frankrig i VM-semifinalen.
Norge møder vinderen af kampen mellem Danmark og Montenegro.