Grindsted GIF med nyt om truppen til næste sæson
GGIF Håndbold kan bekræfte, at målmand Benjamin Boye fortsætter i klubbens trup i 2026/2027-sæsonen.
Selvom Boye kun har spillet otte kampe i Grindsted-trøjen, har hans solide præstationer, arbejdsomhed og engagement allerede imponeret den sportslige ledelse, og derfor får han igen plads mellem stængerne næste sæson.
Klubben skriver på deres Facebook-side, at Benjamin kom til Grindsted efter én sæson i Faaborg, og inden da stod han i målet for Skive Håndbold. Han har fået en del af sin håndboldopdragelse på Skanderborg Håndbold Elite Akademi (SHEA) sammen med flere nuværende og tidligere GGIF-spillere.
Privat bor Benjamin i Aarhus, hvor han studerer på finansdiplomstudiet. Fra nytår starter han et tre måneders praktikforløb hos Vestjysk Bank, som er klubbens samarbejdspartner.
GGIF ser frem til at følge Boyes fortsatte udvikling og stærke præstationer i den blå trøje.