Kaja Kamp klar til Esbjerg-gensyn: “Alt er muligt”
Der venter et spændende opgør i Blue Water Dokken, når Team Esbjerg søndag får besøg af Borussia Dortmund i Champions League. Begge hold står noteret for fire point, og opgøret kan få stor betydning i kampen om tredjepladsen i gruppe A.
For Dortmund-stregspilleren Kaja Kamp bliver kampen noget helt særligt – hun vender nemlig tilbage til sin tidligere hjemmebane i Esbjerg. Hun ved derfor bedre end de fleste, hvad der venter det tyske hold.
“Alt er muligt. Men vi er nødt til at præstere på vores absolut bedste og håbe, at Esbjerg – og Henny Ella Reistad i særdeleshed – får en dårlig dag. De spiller i højt tempo, er fremragende i forsvaret, og med Reistad har de ligaens bedste spiller,” siger Kamp til EHFs hjemmeside.
Kampen fløjtes i gang søndag kl. 14.00.