HØJ er dømt til at få fiasko med det ambitiøse projekt
Går vi en del år tilbage, havde rigtig mange klubber en satsning på begge hold. Vi nævner i flæng:
GOG – Konkurs, nu kun herre
Team Tvis Holstebro – Splittet op efter nedskalering af dameholdet, der nu spiller på et lavere niveau
Eksemplerne er mange, og ingen af de klubber, vi ser i toppen af de to bedste rækker i dag, satser på både et dame- og et herrehold.
Det kunne være så fedt, hvis HØJ kan modbevise den påstand med deres dame- og herresatsning. Det vil være guld værd for begge rækker, så vi glæder os virkelig til at dække dem tæt.
Men lad os lige se på det seneste eksempel, der gik i opløsning, og den model lidt internationalt:
SønderjyskE var i mange år en sjælden succeshistorie om en klub, der – som man ellers primært ser det i Syd- og Østeuropa – havde succes med flere og flere sportsgrene under samme paraply.
I Danmark har opbygninger i den stil fejlet gang på gang. FC København satsede stort med to håndboldhold, det ene endda med Anja Andersen i spidsen, men det blev en kæmpe fiasko.
I håndboldsporten har flere klubber over de seneste år helt måtte opgive at satse på både et dame- og et herrehold og har skåret alle udgifter til det ene hold.
Men SønderjyskE-paraplyen med fodbold, ishockey, dame- og herrehåndbold var en succes i mange år, inden først fodbolden og siden herrehåndbolden gik solo.
Nu trækker det også op til en skilsmisse mellem de sidste to, damehåndbold og SønderjyskE Ishockey. Til dr.dk siger Klaus Rasmussen følgende:
"Det er da ingen hemmelighed, at der har været meget skriveri omkring økonomien fra januar og frem. Specielt om et nyt setup for SønderjyskE Elitesport, og det arbejdes der også på, så både kvindehåndbold og ishockey kommer styrket videre, men i et stærkt samarbejde."
“Det, man skal se tilbage på, er, at vi har fire ligahold i lyseblåt med fantastiske faciliteter. Det skal vi huske at være stolte over, selvom noget bliver splittet op.”
Lad os se på et par klubber internationalt, der på helt forskellige måder driver flere sportsgrene:
FC Barcelona
FC Barcelona er ikke blot kendt for sit verdensberømte fodboldhold, men fungerer som en ægte “polideportivo”-klub, der huser adskillige sportsafdelinger.
Udover fodbold har klubben også stærke sektioner inden for basketball, håndbold, rollerhockey og futsal – og der findes endda afdelinger for andre sportsgrene som volleyball og rugby.
Økonomisk er fodboldafdelingen den mest indtægtsgivende med store sponsorater (f.eks. Nike, Rakuten, Spotify) og enorme tv-rettighedsaftaler.
Men klubben er presset, og der skæres massivt på de andre sportsgrene end fodbold, hvilket blandt andet betyder, at den danske målvogter Emil Nielsen skifter til ungarske Veszprém, når den nuværende kontrakt med FC Barcelona udløber.
CSA Steaua București
CSA Steaua București, med rødder i den rumænske hær, er et ikonisk eksempel på en multisportsklub i Østeuropa. Klubben omfatter flere sportsgrene – ud over fodbold har Steaua også stærke afdelinger inden for rugby union, håndbold, vandpolo, basketball, volleyball og flere andre discipliner.
For eksempel er Steauas rugbyhold blandt de mest succesfulde i Rumænien med adskillige nationale titler.
Økonomisk opererer CSA Steaua på en helt anden skala end FC Barcelona. Som en klub med historisk tilknytning til staten er der ofte en kombination af offentlig støtte, sponsorater og indtægter fra kampdage, der understøtter driften. For eksempel har Steauas rugbyhold et årligt driftsbudget på omkring 1,9 millioner euro – en betydelig kontrast til de milliardbeløb, der cirkulerer i FC Barcelonas fodboldøkonomi.
Klubben har dog også problemer, både med sponsorindtægter og med statens og kommunens villighed til at finansiere den.