Hollandske landshold bliver en del af Golden League
Danmark, Norge og Holland har indgået et partnerskab om at afvikle Golden League sammen på både kvinde- og herresiden i de kommende to sæsoner.
Holland afløser Frankrig som Golden League-medarrangør. Franskmændene har nemlig trukket sig fra samarbejdet, da de har andre forpligtelser frem mod OL i hjemlandet i 2024, og derfor har det danske og norske forbund afsøgt markedet for en ny partner.
Her er valget faldet på det Hollandske Håndbold Forbund, der heldigvis har takket ja til at blive en del af Golden League på både kvinde- og herresiden i de kommende to år.
”Vi er meget tilfredse med, at Holland har sagt ja til at blive en del af Golden League. De var på vores liste over attraktive partnere, og er ligesom os meget dedikerede til at sikre et turneringssetup i topklasse med spændende modstandere,” forklarer Morten Henriksen, sportschef i Dansk Håndbold Forbund.
Hollands kvinder har de senere år været blandt verdens bedste med fem mesterskabsmedaljer siden 2015, herunder VM-guldet i Japan. Herrerne imponerede alle under januar måneds EM, hvor de spillede sig videre til hovedrunden ved at sende blandt andre de ungarske værter ud.
”Det hollandske kvindelandshold er en etableret del af toppen i international håndbold, og deres herrelandshold er i gang med en rigtig spændende udvikling. Jeg vil sammenligne det lidt med der, hvor det norske herrelandshold var, da de trådte ind i Golden League-samarbejdet. Og se hvor de er i dag. Så måske Golden League-konceptet også kan være med til at rykke hollandsk herrehåndbold endnu længere frem,” siger Morten Henriksen med et smil.
Bevarer velkendt struktur
Golden League vil beholde den form, som man kender det. Det vil sige, at udover Danmark, Holland og Norge vil værtsnationen invitere et fjerde hold til at deltage. Derudover afvikles Golden League fortsat i de år, hvor der ikke spilles EM-kvalifikation. I den kommende sæson vil det nye Golden League-set up derfor blive afviklet på kvindesiden, mens det i sæsonen 2023/24 vil blive afviklet på herresiden.
”Jeg glæder mig meget over, at vi er lykkedes med at fastholde konceptet omkring Golden League og har sikret os endnu flere landskampe på dansk grund i fremtiden, til fordel for både de danske håndboldfans og landsholdenes sponsorer. Det hollandske forbund er en rigtig stærk partner at få med ombord, da de ligesom os har en stærk organisation og et kommercielt setup. Så jeg ser frem til at skyde det nye samarbejde i gang på vores hjemmebane til september,” fortæller Henrik M. Jacobsen, direktør i Dansk Håndbold Forbund.
De endelige datoer for kvindernes Golden League ligger ikke fast endnu, men det er besluttet, at der i september 2022 spilles i Danmark med deltagelse af Schweiz som fjerde nation. I oktober 2022 spilles der i Norge med deltagelse af Brasilien, og i marts 2023 har Holland hjemmebane, hvor det fjerde hold endnu ikke er på plads.
Datoer og spillesteder for Golden League i Danmark offentliggøres senere på sommeren, hvor der også vil blive åbnet op for billetsalget.
Pressemeddelelse fra DHF