Krickau skal pludselig træne 3. Bundesliga-mandskab
Mens EM-slutrunden løber af stablen, får Füchse Berlin’s cheftræner Nicolej Krickau en usædvanlig ekstraopgave på sit i forvejen tætpakkede program.
Den 39-årige dansker overtager nemlig ansvaret for Füchse Berlins andethold i 3. Bundesliga til topopgøret mod Eintracht Hildesheim den 17. januar, hvor ligaens nummer ét og to tørner sammen i Berlin. Krickau træder til, fordi den normale cheftræner for andetholdet, Per Kohnagel, er udtaget som en del af staben omkring det italienske landshold under EM.
Füchse-direktør Bob Hanning deltager selv ved slutrunden som landstræner for Italien, der for første gang har kvalificeret sig sportsligt til en EM-slutrunde. Kohnagel er taget med som videoansvarlig, og det efterlader et hul på trænerbænken hjemme i Berlin – et hul, Krickau uden tøven udfylder.
”Ah, for mig er det ikke noget særligt. Vi måtte afgive en træner under EM, og så hjælper vi hinanden. Et par kampe tager Max, og så tager jeg denne. Vi træner alligevel sammen til daglig, så det er ikke nogen stor sag,” siger Krickau til Sport Bild.
Under EM må Krickau i øvrigt klare sig med en stærkt reduceret trup i det daglige arbejde, da størstedelen af førsteholdsspillerne er af sted med deres respektive landshold. Netop derfor træner profiler, andethold og spillere fra samarbejdsklubber samlet i perioden, hvilket gør overgangen til kampcoaching i 3. Liga mere glidende.
Füchse Berlins Bundesliga-hold genoptager den fælles træning efter EM den 12. januar, mens næste ligakamp venter den 11. februar ude mod Wetzlar.