Ligatræner lander landstrænerjob
Grønlands Håndbold Forbund (TAAK) meddeler lørdag, at Jakob Larsen er ansat som ny landstræner for Grønlands kvindelige håndboldlandshold. Jakob har tidligere deltaget som træner ved samlinger og bringer både stor erfaring og engagement med sig.
– Jakob Larsen er den rette træner for vores kvindelandshold. TAAK er i gang med en organisatorisk udvikling og styrkelse, og bestyrelsens ambitioner matcher vores fælles mål – herunder kvalifikation til VM i juni 2027, siger TAAK-formand Carsten Olsen i en pressemeddelse.
Samarbejdet giver desuden positive muligheder gennem Jakobs tilknytning til Horsens Håndbold Elite i Danmark, blandt andet via fælles træningssamlinger.
– Vi er glade for at støtte håndbolden i Grønland. Samarbejdet styrker videndeling på tværs af lande og bidrager til udviklingen af håndbolden i både Grønland og Danmark, siger Jørgen Møller, bestyrelsesmedlem i HH Elite.
Jakob Larsen siger selv:
– Efter mange år som en del af landsholdet er tiden kommet til at give noget tilbage. TAAK’s organisatoriske udvikling og bestyrelsens ambitioner stemmer godt overens med mine egne mål for grønlandsk håndbold. Sammen vil vi arbejde for at kvalificere Grønland til VM. Jeg er meget taknemmelig for den særlige tilladelse fra HH Elite og ser frem til et stærkt samarbejde med alle involverede.