Mareridtsskade slog dansk stjerne ud af kurs: Nu er hun ikke i tvivl

Det er næsten svært at forestille sig, at hun for lidt over et år siden stod midt i sit store gennembrud, hvor VM-kampe, Champions League-brag og landsholdsminutter lagde sig oven i hinanden i et tempo, der kun gik én vej: opad. Hun var på vej mod noget stort, noget afgørende – måske endda noget historisk.

Og så blev alt vendt på hovedet. En korsbåndsskade af den slags, der ikke alene stopper en sæson, men som også river tæppet væk under selv de stærkeste. Timingen var ubarmhjertig. Drømmen om OL, der blinkede i horisonten, blev pludselig skubbet væk, og Julie stod tilbage med en ny virkelighed, der krævede mere af hende mentalt, end nogen træningsbane nogensinde har gjort.

Når hun i dag ser tilbage, er det med en blanding af eftertænksomhed og stolthed over alt det, hun har kæmpet sig igennem – men også med en sult efter mere. Meget mere.

- Mig selv rigtig meget, tror jeg. Det har været svært. Jeg har en mentaltræner i klubben, men det var svært at tale om det med det samme, selvom alle omkring mig har været søde, og jeg har mærket kæmpe opbakning – både fra pigerne på landsholdet og i klubben. Men det er svært, når der ikke er nogen, der helt kan sætte sig ind i den oplevelse. Det gør altid ondt at blive skadet, men at blive skadet op til et OL… det er sgu bittert, siger Julie Scaglione til Europamester.dk.

Alligevel fandt hun hurtigt noget at holde fast i. For selvom OL i 2024 røg ud af hænderne på hende, så dukkede næste store mål op som en ledestjerne midt i usikkerheden.

- Det driver mig, at der ligger et OL om nogle år, jeg rigtig gerne vil være en del af. Jeg ved, der er en vej derhen, som er svær, men jeg håber, jeg kan nå at peake igen, fordi jeg ikke er ældre end jeg er. Det er 100 procent det, jeg går efter – at bringe mig selv i spil til det OL.

Når man spørger hende, om OL 2028 fylder i tankerne, trækker hun næsten på smilebåndet, som om svaret giver sig selv.

- Rigtig mange gange. Der skulle være noget, der drev mig. Ikke bare det at komme tilbage på banen – det driver mig ikke. Det driver mig at være med til de allerstørste ting, vinde ting i klubben… det er det, vi sigter efter. Jeg vil være på den allerhøjeste hylde.

Vejen tilbage blev lang. Over 15 måneder uden håndbold, uden kampadrenalin og uden det fællesskab, der normalt bærer hende gennem sæsonen. Men i stedet for at knække hende gjorde perioden hende skarpere.

- Det var lærerigt for mig, sindssygt hårdt, men der var måske brug for en lille pause. Mange ting gik så hurtigt for mig, at det faktisk var okay, at der kom et stop – selvom det bestemt ikke var nemt. Både kampen om at komme tilbage og at komme op på sit topniveau er lige så svært – også mentalt. 

- Det hang ikke helt sammen, og det tager tid. Det var noget, jeg skulle synke ind.

Det gjorde kun ekstra ondt, at skaden ramte på et tidspunkt, hvor alt ellers pegede mod en stor international sæson.

- Det var VM, Champions League… der var mange gode ting fra min side, og det hele gik bare opad. Jeg var ikke klar over, hvor hurtigt det gik, og det kan både være godt og skidt. At det pludselig stoppede, tog hårdt på mig.

Men midt i nedturen fandt hun også noget værdifuldt – tid. Noget hun ikke havde haft længe.

- Jeg lærte, at der var mange andre ting, jeg ikke havde prioriteret. Jeg fik lov til at rejse, besøge min kæreste, som ikke bor i Danmark, og opleve ting, jeg aldrig ville have gjort, hvis jeg ikke havde sprunget korsbåndet.

I dag træder hun ind på banen med en fornyet sikkerhed og et tydeligere billede af, hvem hun er – både som spiller og menneske.

- Jeg har det godt. Jeg føler mig rigtig godt tilpas. Jeg føler mig et endnu bedre sted. Jeg kan kende mig selv mere og mere på banen. Mit drive og mit flow bliver bedre. Jeg føler nu, at jeg er ved at være der, hvor jeg kan se mig selv nå et højere niveau.

Og noget af det vigtigste, hun tager med fra perioden, er en dybere forståelse af sin egen krop og sit eget potentiale.

- Jeg har lært mange ting om mig selv og min krop. Jeg er blevet mere moden og mere selvbevidst om, hvad jeg kan og ikke kan holde til. Det har været godt givet for min krop at få mere fysik på – og forhåbentlig gavnet mit spil.

Julie Scaglione er tilbage. Ikke kun som håndboldspiller, men som en spiller, der har været gennem noget, der har rustet hende til fremtiden. En fremtid, hvor hun ikke bare vil spille med – men spille med om det allerstørste.

Og næste store milepæl i horisonten?

Los Angeles. 2028. OL.