Mestre fundet i Canada
Finaleweekend i byen Granby i Quebec afgjorde mesterskabet for mænd og kvinder.
Den hovedsageligt fransktalende canadiske stat, Quebec, blev den helt store medaljehøster ved de årlige canadiske mesterskaber i håndbold. Quebec tog sig af guld, sølv og bronze hos både mændene og kvinderne, skriver IHF på deres hjemmeside.
Hos både mændene og kvinderne gik mesterholdet igennem finaleweekenden uden et eneste nederlag. Finaleholdene hos mændene var Celtique og Levis. Disse to hold havde mødt hinanden hinanden i den indledende runde med Celtique som vinder. I finalen bed Levis mere fra sig, men måtte til sidst se sig besejret med 23-20.
Celtiques målmand, Jonathan Leduc, blev kåret til weekendens mest værdifulde spiller. Topscorerværdigheden tog venstrefløjen fra Saskatchewan, Brandon Chow, sig af med 54 mål - han scorede 18 mål flere end nummer to på topscorerlisten.
Kvindernes finale blev et opgør mellem Champlain og CHAC. Det blev en kamp med meget få mål i håndboldmæssig sammenhæng. Førstnævnte trak sig sejrrigt ud af opgøret med en 18-15-sejr.
Champlains målmand, Vassilia Gagnon, blev kåret til weekendens mest værdifulde spiller, mens HC Torontos playmaker, Ornella Palla, blev topscorer med 39 mål.
Det canadiske håndboldforbund og de lokale organisatorer betragter weekenden som en succes - både sportsligt og organisatorisk.