Team Esbjerg i totalt kollaps: Smider pokalguld i hænderne på Odense
JYSKE BANK ARENA (ODENSE, EUROPAMESTER.DK): Og så – kollaps. Et regulært sammenbrud. Et øjeblik, hvor guldet gled ud af hænderne på Team Esbjerg og landede i favnen på et Odense-hold, der nægtede at dø, nægtede at give op og nægtede at acceptere nederlaget som en forudbestemt sandhed.
Føj for et drama. Det her er pokalhåndbold, når det er allermest nådesløst – og allermest magisk. Hvor intet er afgjort, før det sidste fløjt skærer gennem arenaen. Hvor momentum skifter på et øjeblik. Og hvor favoritter falder hårdest.
Alt pegede ellers mod en historisk triumf til Team Esbjerg. Fire pokaltitler i træk. En femte – og evig hæder – lå lige for. Det var skrevet i stjernerne. Det var fortællingen, alle forventede. Et Odense-hold reduceret til statister i Esbjergs storhedshistorie.
I begyndelsen lignede Odense netop det: et hold uden tro, uden selvtillid og uden svar. Et hold fanget mellem tvivl og desperation. Boldene brændte i hænderne, angrebene gik i stå, og frustrationen sivede ud af hver eneste bevægelse.
Men pokalfinaler lever deres eget liv. Og denne aften nægtede Odense at spille den rolle, de var blevet tildelt.
Team Esbjerg satte sig fra første fløjt tungt på opgøret. Med autoritet. Med ro. Med overskud. 8-3. 13-7. 14-9. Angrebene flød som perler på en snor, og defensiven stod knivskarpt, kompakt og kompromisløst. Odense blev presset længere og længere tilbage – mentalt og spillemæssigt.
Allerede efter 18 minutter var Odense så meget i vildrede, at Jakob Vestergaard måtte tage sin anden timeout. Et sjældent syn. Et tydeligt signal. Et hold i opløsning. For mange tekniske fejl. Manglende rytme. Manglende sammenhæng. Og en tydelig frustration, der satte sig i ansigterne.
Ved pausen stod der 17-13.
Team Esbjerg havde ikke bare overtaget.
De havde én hånd solidt plantet på pokalen.
Henny Reistad tog – som så mange gange før – hovedrollen. Hun dirigerede spillet med kølig autoritet, afgjorde duellerne og antændte arenaen. Jubel fra Esbjerg-fansene. Buhråb fra Odenses publikum. Hun var kampens omdrejningspunkt – og symbolet på Esbjergs totale kontrol.
Men under overfladen begyndte noget at røre på sig.
Og så kom vendepunktet.
Langsomt.
Umærkeligt.
Nådesløst.
Anden halvleg blev et spejlbillede af den første – blot med omvendt fortegn. Hvor Esbjerg tidligere havde været sikre, begyndte fejlene at snige sig ind. Afleveringer uden adresse. Afslutninger uden overbevisning. Små sprækker, som Odense pludselig kunne lugte.
Nu var det Odense, der fandt rytmen. Nu var det Odense, der løb med troen. Fem måls forspring blev spist bid for bid. Ét mål ad gangen. Ét gennembrud. Ét stop. Ét publikumsskrig ad gangen.
Efter knap et kvarter stod der 25-24.
Og pludselig var det ikke længere en formalitet.
Det var en finale.
Målene bølgede frem og tilbage som slag i et bokseopgør, hvor begge parter nægtede at gå i gulvet: 26-27. 28-27. 29-28. 30-29. Intensiteten steg. Nerverne strammede. Hver duel fik karakter af en skæbnescene.
Og ved 30-30 – med otte minutter igen – eksploderede kampen i rendyrket kaos.
Odense havde fået snerten af guld.
Og nægtede at slippe igen.
Helene Fauske blev ved. Og ved. Og ved. Hun kørte direkte på et Esbjerg-forsvar, der mere og mere lignede et hold, som mentalt var gået på tidlig nytårsferie. Troen var væk. Overblikket forsvundet. Benene tunge.
Med ukuelig vilje, kynisme og en næsten provokerende ro pressede Odense de rødblusede favoritter helt ud over kanten. Esbjerg vaklede. Mistede grebet. Mistede kontrollen. Mistede historien.
Føringerne skiftede hænder – denne gang for alvor.
30-32 blev til 33-36.
Og så var det løb kørt.
Et Esbjerg-hold i total ubalance. Et Odense-hold i ekstase. Et publikum i eufori. Og et pokalguld, der forsvandt mellem fingrene på de forsvarende mestre.
Nu sidder Odense tungt på dansk kvindehåndbold.
DM. Super Cup. Pokalen.
Alle vundet over Team Esbjerg.
Et magtskifte er ikke længere en fornemmelse.
Det er en realitet.