LIVE - Mest læste Håndboldnyheder

Patrick Andersen

Team Esbjerg kan skrive historie

Team Esbjerg kan skrive historie med en femte pokaltitel i træk, når vestjyderne møder rivalerne fra Odense Håndbold i finalen ved Pokalturneringens Final4.

Team Esbjerg kan tirsdag aften skrive sig ind i dansk håndboldhistorie.

I slutningen af 1970’erne og begyndelsen af 1980’erne vandt IF AIA Tranbjerg den danske pokalturnering fire gange i træk. Den bedrift har Team Esbjerg gentaget i de seneste fire udgaver af turneringen, og nu står vestjyderne med muligheden for at vinde pokalen for femte gang på stribe – noget ingen klub tidligere har formået.

Vejen til historien går dog gennem rivalerne fra Odense Håndbold, som bestemt ikke har tænkt sig at agere statister i Team Esbjergs gulddrømme. De to klubber har i årevis kæmpet om de største titler i dansk kvindehåndbold, og derfor var det næsten skrevet i stjernerne, at de igen skulle stå over for hinanden i en pokalfinale.

Team Esbjergs cheftræner Tomas Axnér forventer et tæt opgør mellem de to giganter.

"Det er de to bedste hold i Danmark, så det bliver naturligvis en stor opgave for os, men det synes de sikkert også om os. Jeg forventer en jævn og tæt kamp mellem to rivaler," siger han.

Ifølge Axnér bliver det en finale, hvor dagsformen og de små marginaler kommer til at afgøre udfaldet.

"Jeg tænker, at det bliver en tæt kamp, hvor de små marginaler bliver afgørende. Man skal udnytte dem og sine chancer. Målvogter- og forsvarsduellen bliver også vigtig, da det er to gode offensiver, som skal møde hinanden. Så det bliver essentielt for begge mandskaber, at de kan producere mål i angrebet."

I semifinalen mod Viborg HK viste Team Esbjerg, hvad der sker, når intensiteten rammer det rette niveau. Et aggressivt forsvar skabte mange kontrachancer og et hul, som Viborg aldrig fik lukket.

Den tilgang bliver også afgørende i finalen.

"Vi skal møde Odense, og det plejer at være en god motivation. Hvis vi rammer dagen i forsvaret, har vi gode muligheder for at vinde. Men det er et helt åbent opgør, og det kommer til at handle om, hvem der har dagen," fastslår Tomas Axnér.

Inden finalen hersker der en smule usikkerhed omkring Nina Koppang, som sad over i semifinalen af hensyn til en mindre skade. Hun bliver undersøgt frem mod kampstart.

Finalen mellem Team Esbjerg og Odense Håndbold spilles tirsdag den 30. december kl. 20.00 i Jyske Bank Arena i Odense.

Team Esbjergs trup til pokalfinalen:
Målvogtere: Katharina Filter og Anna Kristensen
Venstre fløj: Elin Hansson og Zoë Sprengers
Højre fløj: Sarah Dekker, Mia Emmenegger og Marit Røsberg Jacobsen
Streg: Kathrine Heindahl og Olivia Löfqvist
Bagspillere: Live Rushfeldt Deila, Line Haugsted, Judith van der Helm, Helene Kindberg, Nina Koppang, Michala Møller, Nora Mørk og Henny Reistad

LIVE - Mest læste Håndboldnyheder

LIVE - Mest læste Fodboldnyheder

LIVE - Mest læste ishockeynyheder