Det læser de besøgende på EUROPAMESTER lige nu

Nikolaj Jensen

”Mulle” med stikpille til ekspert efter vanvidssæson: - Man kan ikke regne med ham

Ikke mange - heller ikke ekspert Lars Rasmussen - havde inden sæsonen regnet med, at Nykøbing Falster ville stå tilbage med to sølvmedaljer: Èn i ligaen og én i pokalen. 

SPAR NORD BOXEN (NYKØBING FALSTER, EUROPAMESTER.DK): Nykøbing Falster tog mildest talt nok røven på alt og alle ved at blive denne sæsons helt store overraskelse. 

Med 11 nye spillere, ny hal og et helt nyt koncept, der skulle stables på benene, så var chancerne for, at Nykøbing Falster den 25. maj 2024 ville stå med både pokal- og DM-sølv meget, meget små. Nærmest forsvindende lille. 

Men så længe bolden er rund, så kan alt ske: Og derfor har Nykøbing Falster taget pusten fra mange eksperter - heriblandt vores egen Lars Rasmussen, som lige får et par ord med på vejen fra Kristina ”Mulle” Kristiansen ovenpå de vundne sølvmedaljer:

- Nu er jeg gode venner med Lars, men nej, ham kan man altså heller ikke regne med, siger Kristina ”Mulle” Kristiansen i et stort grin til Europamester.dk og kryber efterfølgende selv til bekendelse:

- Men altså, det havde jeg faktisk heller ikke selv. Det sjove ved håndbold er, at man kan overraske og komme med nogle tricks i ærmet. Vi var klogest i semifinalekampene mod Odense, og jeg vil huske tilbage på de kampe som en kæmpestor succes i den her sæson. Vi har ikke vundet over dem i mange, mange år, og så slår vi dem og kommer i finalen, hvor vi så møder ét af verdens bedste hold. 

- Det er kæmpefortjent, at Team Esbjerg vinder guld. Jeg ønsker dem al held og lykke i næste weekend til Final 4 i Champions League. 

- Dobbeltsølv lyder da meget godt

- Hvis du havde sagt det inden sæsonen, så havde jeg købt den. Vi var 11 nye spillere, og vi kendte ikke hinanden på nogen som helst måde. Vi står her med sølv. Jeg er så tilfreds, glad og stolt. 

- Nu skal I også spille Champions League!

- Det skal vi også. Det er kæmpestort, og det har vi prøvet én gang før. Så møder man altså nogle af de bedste hold i verden. Jeg glæder mig meget.

- Men nu skal vi have en rigtig god dag og nyde det. Vi skal nyde vores sommerferie, som kommer til at gå stærkt, og så skal vi møde ind igen. Vi skal nyde det her, for det er ikke sikkert, at vi kommer til at opleve det igen. Man skal huske, at sølv er meget, meget flot. Jeg ved, at klubben er kæmpestolt af os, og det skal vi huske at tage med, slutter Kristina ”Mulle” Kristiansen. 

Det læser de besøgende på HBOLD lige nu

MEST LÆSTE - SPORTSNYHEDER

SENESTE SPORTSNYHEDER