Odense-spiller om starten af kampen: Pinligt
Odense Håndbold var under pres i store dele af første halvleg i pokalsemifinalen mod Ikast, hvor midtjyderne overraskede med et mere offensivt forsvar end normalt. Alligevel endte det med en klar Odense-sejr, efter at Ikast kollapsede i slutningen af anden halvleg.
Efter kampen lagde Odenses Helene Fauske ikke skjul på, at præstationen før pausen langt fra var tilfredsstillende. Over for TV 2 SPORT beskriver hun første halvleg i skarpe vendinger, men fremhæver samtidig holdets evne til at holde fast i spillet og finde løsninger undervejs.
"Jeg vil sige, det var pinligt i første halvleg. Vi bliver ved med at kæmpe, og så finder vi hinanden til sidst. Så synes jeg, at vi bliver ved med at løbe i anden halvleg. Vi holder fast i vores principper, står solidt defensivt og så kommer angrebsspillet med."