Kiel-spiller meldes tvivlsom til EM
Der er fortsat tvivl om, hvorvidt Bence Imre bliver klar til EM, der begynder midt i januar. Den ungarske højrefløj døjer med en muskelskade i maveregionen, som han pådrog sig den 10. december i Bundesliga-opgøret mod Stuttgart, hvor han spiller til daglig for THW Kiel.
Bence Imre fortæller, at området allerede havde generet ham inden kampen, men at det udviklede sig til et punkt, hvor han ikke længere kunne udføre alle bevægelser frit. I første omgang lød vurderingen på fire til seks ugers pause, hvilket satte et markant spørgsmålstegn ved hans EM-deltagelse. Nu er meldingen mere optimistisk, og lægerne vurderer, at han kan nå at blive klar til slutrunden, som fløjtes i gang den 15. januar.
"Jeg føler mig egentlig godt tilpas, men det er en type skade, som kan snyde. Man kan føle sig klar, og så kan én afslutning eller en forkert bevægelse betyde, at man igen må holde pause i flere uger. Det ville ikke være godt, for jeg vil virkelig gerne spille EM, og jeg har heller ikke lyst til at bruge mit sidste halve år i Kiel på tribunen", siger Bence Imre.
Han understreger samtidig, at han ikke ser sig selv som en skrøbelig spiller og forsøger at holde fokus på det positive, selv om usikkerheden fortsat er til stede. Fremtiden er dog allerede på plads, efter at One Veszprém HC tidligere på måneden bekræftede, at Bence Imre vender hjem til Ungarn fra sommeren 2026 på en kontrakt, der løber frem til 2030.
"Om fire år er jeg meget klogere. Så kan jeg svare på det hele", lyder det fra Bence Imre om beslutningen om at skifte til Veszprém.
Den endelige afgørelse om EM-deltagelse ventes først tættere på slutrundens start, når det står klart, om kroppen kan holde til belastningen.