LIVE - Mest læste Håndboldnyheder

Anders T. Willumsen

Perfekt første halvleg rakte ikke: Viborg misser pokalfinalen

Tekniske fejl i anden halvleg sendte VHK ud mod et kynisk Team Esbjerg.

Der skal skrues tiden præcis 12 år og én dag tilbage for at finde Viborg Håndboldklubs seneste nationale pokaltriumf. Siden begyndelsen af 1990’erne har VHK samlet ikke færre end 58 nationale og internationale sæt titler og medaljer, heraf flere fra pokalturneringen. Den seneste pokal står dog fortsat relativt frisk i historiebøgerne, efter klubben vandt Super Cup i 2021.

At Viborg fortsat hører til blandt dansk kvindehåndbolds stærkeste organisationer, blev endnu en gang bekræftet i årets Final Four. I en tid, hvor to til tre klubber i vid udstrækning har sat sig på toppen af dansk kvindehåndbold, vidner det om både kvalitet og kontinuitet, at VHK igen – igen – igen – var blandt de fire hold, der den 29. og 30. december kæmpede om pokal og medaljer i Jyske Bank Arena i Odense.

Forud for stævnet havde størstedelen af håndboldmiljøets specialister udpeget Viborg som favoritter til fjerdepladsen. Netop den rolle syntes at give spillerne, trænerstaben, organisationen og de mange medrejsende fans ekstra motivation mandag aften.

Som varslet af cheftræner Anders Friis gik Viborg uimponeret til opgaven i første halvleg. Holdet spillede disciplineret og modigt, og ved pausen stod der 16–16. I TV 2 Sports kommentatorboks herskede der reel tvivl om, hvorvidt Team Esbjerg ville kunne sætte sig afgørende igennem efter pausen.

Det gjorde de – men først efter et markant omslag i kampens sidste 23 minutter. Her begyndte Viborg at begå tekniske fejl på stribe, og det blev konsekvent straffet af et Esbjerg-hold, der aktuelt råder over både bredde, tempo og international klasse. Mod et mandskab af den kaliber får man ingen gratis chancer.

Team Esbjerg er en målrettet håndboldkonstruktion, finansieret og bygget til at vinde nationale og internationale titler. I den fase af kampen, hvor Viborg samtidig begyndte at rette fokus mod bronzekampen, trak sydvestjyderne fra og gjorde resultatet markant større, end kampens første halvdel egentlig havde lagt op til.

Ved klummeskribentens deadline var Viborgs modstander i bronzekampen endnu ikke fastlagt. Cheftræner Anders Friis ser dog muligheder:
– Holder vi fast i det momentum, vi viste i første halvleg, har vi bronzemedaljerne inden for rækkevidde.

Han peger samtidig på målmand Louise Bak som en afgørende faktor:
– Kan vi levere en hel kamp på samme niveau som i første halvleg, har vi chancen for at hænge medalje nummer 59 op, når vi er tilbage i BioCirc Arena. Med den rette medvind i ligaen kan sæsonen måske endda ende med medalje nummer 60. Det er i hvert fald vores målsætning.

Friis understreger desuden, at semifinaleresultatet ikke giver det fulde billede af kampen.
– I kampens bagerste halvdel begyndte vi allerede forberedelserne til bronzekampen, forklarer han.

Semifinalen endte 28–39.
Viborgs mål blev scoret af Marielle Martinsen (5), Era Baumann (4), Maria Fisker (4), Sara Hald (3), Louise Søndergaard (3), Clara Skyum Thomsen (2), Simone Petersen (2), Rosa Schmidt (2), Laura Thestrup (1), Anne Hykkelbjerg (1) og Jana Mittún (1).
 

LIVE - Mest læste Håndboldnyheder

LIVE - Mest læste Fodboldnyheder

LIVE - Mest læste ishockeynyheder