Sandra Toft overvejer comeback til dansk håndbold
I 2019 skiftede Sandra Toft til Frankrig og Brest Bretagne. Nu overvejer hun, om hun skal hjem efter næste sæson.
Danmarks bedste kvindelige målvogter fik sig en stor chance i foråret 2019. Her blev hun tilbudt en aftale med franske Brest Bretagne, og efter mange svære overvejelser tog hun afsted.
Aftalen i Frankrig løber frem til sommeren 2022, men hvad skal der egentlig ske derefter?
Det er usikkert, men Sandra Toft vil bestemt ikke udelukke, at hun kan vende tilbage til dansk håndbold, når næste sæson rinder ud:
"I mit eget hoved svinger det frem og tilbage, om jeg skal hjem efter næste sæson, eller hvad der skal ske? Så jeg ved det faktisk ikke endnu," siger Sandra Toft i et interview med Jydske Vestkysten.