Sarah Iversen ”tudede” ikke af glæde: - Jeg er ikke tilfreds
Der var nogen af de danske landsholdsprofiler, der var mere rørt til tårer end andre, end OL-kvartfinalesejren mod Holland blev en realitet - og også få minutter før slutfløjt.
STADE PIERRE MAUROY (LILLE, EUROPAMESTER.DK): Tirsdag den 6. august 2024 blev en historisk dag for dansk kvindehåndbold.
Ikke nok med at være kvalificeret til det første OL i 12 år eller at være videre til kvartfinalen for første gang i 20 år, så formåede Sarah Iversen og Co. også at spille sig frem til medaljekampene ved 29-25-sejren over Holland.
Følelserne rullede lystigt derudaf få minutter før og efter slutfløjt, men Ikast-stregen, Sarah Iversen, havde ikke brug for at finde kleenex eller lommetørklæderne frem:
- Er det her resultat det største i din karriere?
- Hmm … Ikke endnu. Jeg vil gerne herfra med en medalje. Jeg er ikke tilfreds - endnu. Jeg er glad, men jeg vil mere, siger Sarah Iversen i et stille og roligt toneleje til Europamester.dk og uddyber:
- Jeg var virkelig rørt, lettet og stolt efter kampen over, at vi har præsteret det, vi gjorde, fordi det var svært, og vi fik en lortestart igen. Jeg ved ikke, hvorfor vi skal gøre det så svært for os selv. Men jeg var heller ikke der, hvor jeg var tudede af glæde.
- Der var nogen, der blev meget rørt og stolt, og det skal der selvfølgelig også være plads til. Der var jeg ikke, for vi er ikke i mål endnu. Jeg er rigtig glad, men jeg ser allerede frem mod næste opgave, det må jeg indrømme, nu VIL jeg mere!
- Sandra Toft kunne slet ikke styre det …
- Ej, men det er bare dejligt. Det er jo gode følelser, fordi alle er sindssygt glade for at være her. Holland var en svær modstander for os. Vi har ikke leveret 100 procent det, vi ved, vi kan, når vi er med bedst flow, på toppen og har selvtillid.
- Det har vi ikke leveret endnu. Men den måde, vi kommer tilbage i kampen på, og får det vendt til vores fordel, hvor vi i perioder udspiller dem: Det er jeg sindssygt stolt over, slutter Sarah Iversen.
Det er Danmarks femte slutrundesemifinale i træk:
EM 2020 = nummer fire
VM 2021 = nummer tre
EM 2022 = nummer to
VM 2023 = nummer tre
OL 2024 = minimum nummer fire
Danmark står overfor Norge i morgendagens semifinale klokken 21.30.