LIVE - Mest læste Håndboldnyheder

Nikolaj Jensen

Simone Petersen var med i fejring: - Det er pissehårdt, siger holdkammerat

Simone Petersen nåede aldrig i kamp for Danmark ved OL, før hun brækkede foden. Derfor sendte de danske håndboldkvinder en helt særlig hilsen til den uheldige Ikast-profil efter sejren i bronzekampen. 

STADE PIERRE MAUROY (LILLE, EUROPAMESTER.DK): Det obligatoriske holdbillede i målet blev taget i minutterne efter, at Danmark for første gang i 20 år hjemtog OL-medaljer. 

Midt i billedet placerede de danske bronzevindere en trøje med nummer 31 på ryggen og med efternavnet Petersen. Og det var der en helt særlig grund til.

Den rørende hyldest gik direkte til Simone Petersen, der har siddet hjemme under hele OL:

- Hun har fældet en tåre derhjemme. Det er der ingen tvivl om. Hvis det stod til hende, så havde hun spillet med den fod brækket, taget det smertestillende, der skulle til. Hun ville give alt for at være her, så selvfølgelig skulle hun være med på det billede. Det er bare hårdt. Pissehårdt, siger Sarah Iversen til Europamester.dk og resten af den danske presse:

- Har du været i kontakt med hende undervejs?

- Ikke så meget. Jeg har prøvet at holde hovedet her så meget som muligt. Jeg var meget ramt af, at hun tog hjem. Men det er vigtigt for mig at være her, for jeg vil ikke kunne gøre noget for hende alligevel på så lang afstand, så jeg ville lægge energi i holdet, der er her. 

- Hvad betyder den her OL-bronze?

- Alt! Når vi ikke kunne stå i finalen, så var det her det ultimative. Det har været den sværeste turnering, vi har spillet, fordi det har været så svingende. Det var som at tage til sommerstævne, hvor vi bare skulle møde de bedste i verden i sådan en arena med et kæmpestort cirkus udenom. Det er så flot. Jeg er så stolt. 

- Det er sindssygt at stå her. Vi har været så svingende i vores præstationer. Vi skulle fandme grave dybt for at stå klar: Sen semifinale og tidlig kamp i dag. Det har været et kæmpementalt arbejde. Det er vildt flot.

- Hvordan skal det fejres?

- Jeg ved, der er nogen, der har været ude at købe alkohol. Man må ikke drikke inde i selve OL-byen. Jeg ved ikke, hvad det er for en åndssvag regel. Men det er nok i respekt for dem, der skal i kamp i morgen, vores egne herrer eksempelvis. 

- Gider I overhovedet at se finalen mellem Frankrig og Norge?

- Nej, det tror jeg ikke. Vi blev tilbudt at komme ind og se den, men hvorfor skulle vi det? Det gør for ondt. Nu vil vi bare nyde at bronzesejren. Vi kunne ikke gøre en skid ved det. Norges finaleplads er helt fair. Der er ingen grund til at smide salt i såret. 

- Vi vil hellere drikke champagne. Jeg har hørt, at man kan drikke shots af medaljen, så det skal da prøves, slutter Sarah Iversen med et stort smil på læben. 

SKÅL!

LIVE - Mest læste Håndboldnyheder

LIVE - Mest læste Fodboldnyheder

LIVE - Mest læste ishockeynyheder