Stærk stregspiller klar for Randers Håndboldklub
21-årige Mie Guldager tilslutter sig det nye håndboldprojekt i Randers HK. Det bekræfter klubben i en pressemeddelelse.
Stregspilleren, som har fået sin håndboldopvækst i Aarhus, har de sidste par år nydt at spille håndbold for sjov i Lystrup, der netop er rykket op i 2. division. Ambitionerne rækker dog længere, og Mie Guldager er nu klar til at tage næste skridt på udviklingsstigen.
”Jeg har brug for at blive presset igen for at fortsætte min udvikling. Jeg har stadig mange ambitioner, og det kunne være fedt at indfri dem med Randers HK. Det virker til at være et stærkt set up med fokus på udvikling,” siger Mie Guldager.
Hun glæder sig til at viske tavlen ren og være med til at starte et helt nyt hold op.
”Det er en fed mulighed at være med helt fra start, hvor vi selv kan sætte vores eget aftryk på et nyt hold og en ny kultur. Jeg går meget op i, at alle har det godt på holdet, og at vi kæmper for samme mål. Jeg håber, Randers HK bliver et sted, hvor man kommer og har det mega fedt både på og udenfor banen,” siger Mie, inden hun slår fast:
”Der skal dog ikke være tvivl om, at når der fløjtes op til kamp, så er min kampgejst på 100 %,” understreger hun.
Fakta:
Fødselsdag: 26.07.01
Tidligere klubber: Aarhus United, Hadsten Håndbold og Lystrup
Ungdomslandshold: Deltaget ved U17 OL i 2017
Ved siden af håndbold: Ledertrainee ved Q8 og i gang med lederuddannelse