Stolt Jakob Vestergaard: For pokker en fantastisk kamp
På hjemmebane i det sydtyske tørnede Jakob Vestergaards tropper sammen med det slovenske tophold Krim Mercator Ljubljana, da de to mandskaber stødte sammen i det første opgør i 1/8-finalerne i den prominente turnering.
Foran knap 1300 tilskuere viste værterne sig flot frem og kunne efter 60 minutters spil kaste sig i armene på hinanden efter en flot og overbevisende sejr.
Da haluret lød for sidste gang viste måltavlen nemlig 31-21 efter en pauseføring på 14-10.
Se opgørets højdepunkter i videoen nederst i artiklen.
”For pokker en fantastisk kamp, som vi spillede”, siger Jakob Vestergaard til Europamester.dk.
Solidt udgangspunkt
“Vi er super tilfredse med vores præstationen. Alle leverede en imponerende indsats og vi får et solidt udgangspunkt før returopgøret næste weekend. Vi mødte et hold med masser af international erfaring og klassespillere på alle positioner, men mine spillere skal have kæmpe ros for at holde sig til taktikken og gøre tingene på “vores” måde.
Et af målene for sæsonen var at komme her til. Vi var i en monster indledende gruppe, og selvfølgelig drømmer alle om, at vi kan gentage sidste sæsons kæmpe bedrift med en finaleplads i Champions League…men lige nu sætter vi alle sejl ind på, at vi har en svær udekamp i Krim på søndag.
Igen spiller vi aggressivt i vores forsvar og det stresser virkelig Krim-spillerne. Og så spiller vi jo med masser af fart. Vi skal have kigget lidt på afslutningen af kampen, hvor vi brænder flere store chancer, men det ændrer ikke på, at vi er både stolte over præstationen og nyder den til fulde, men samtidig er vi også ydmyge overfor kampen, der venter i Krim”, siger Jakob Vestergaard til Europamester.dk.