Alsidig profil forlænger aftalen med Sønderjyske
Den alsidige højre fløj og højre back har sat sin underskrift på en to-årig kontraktforlængelse, hvilket betyder, at han nu trækker i den lyseblå trøje frem til sommeren 2027, som minimum.
28-årige Sebastian Augustinussen kom til Sønderjyske Herrehåndbold i 2022 på en tre-årig aftale, og hans betydning for klubben – både på og uden for banen – har været vigtig. Med sin erfaring fra både dansk og international håndbold har han bidraget til holdets udvikling og været en vigtig stemme i omklædningsrummet.
Sportsmanager Thomas Mogensen glæder sig over forlængelsen. Han udtaler i en pressemeddelse:
“Det er fedt at få forlænget med Seb. Han løser rigtig mange opgaver på et højt niveau og kommer med en fed indstilling til både træning og kamp. Og så fylder han også uden for banen og sørger for, at vores setup hele tiden udvikles i den rigtige retning – Seb er en vigtig type at have i gruppen!”
For Sebastian Augustinussen var det et naturligt valg at fortsætte i Sønderjyske:
“De sidste tre år har været en fantastisk rejse, hvor jeg ikke kun har udviklet mig som spiller, men også har lært Sønderjylland og den stærke kultur, der omgiver klubben, at kende.”
“Klubben har gennemgået en enorm udvikling, ikke mindst med overgangen til en selvstændig enhed, hvilket har skabt et endnu stærkere fundament for fremtiden. Det har været utroligt inspirerende at være en del af denne rejse, og jeg er sikker på, at vi kun vil fortsætte med at bygge videre på den positive udvikling. Derfor var det et naturligt valg for mig at forlænge og være med til at forme klubbens fremtid.”
“En kæmpe tak til hele trænerteamet, mine holdkammerater og alle omkring klubben, der hver dag arbejder hårdt for at gøre os bedre. Og ikke mindst en særlig tak til vores fantastiske fans, der støtter os uge efter uge – det betyder alt, og jeg ser frem til mange flere store øjeblikke sammen.”
Med den nye aftale står det klart, at Augustinussen fortsat vil være en central figur på og uden for banen i Sønderjyske Herrehåndbolds fremtidige ambitioner. Vi ser frem til at følge Sebastian Augustinussen i den lyseblå trøje i de kommende sæsoner.