LIVE - Mest læste Håndboldnyheder

Ditte Hansen

Esbjerg-træner med flere kort på hånden før VHK: Svensk stjerne kan få debut

Skadesituationen lysner sig hos de danske mestre.

41 kampe har Team Esbjerg spillet i denne sæson, men mandag var det første gang, at cheftræner Tomas Axnér havde 16 spillere til rådighed på træningsbanen. Timingen er samtidig helt i top, for der resterer tre kampe af Kvindeligaens grundspil, hvor Viborg HK er den første modstander.

Cheftræneren har stadig plads til smil omkring den absurde situation. At gå tæt på otte måneder uden at have så mange spillere til rådighed har været frustrerende, men det gør det kun endnu bedre, at det faktisk nu er lykkes i månederne, hvor sæsonen står for fald.

Nina Koppang har trænet med i nogle uger, og det forventes, at hun får sin debut onsdag aften i Viborg. Samtidig er Sarah Dekker også begyndt at træne med, og derfor står cheftræneren lige pludselig med flere kort på hånden. Bare det at have venstrehåndede bagspillere med, kommer til at give holdet et løft, spår han.

– Vi har længe spillet uden venstrehåndede offensivt, men Mette Tranborg er begyndt at spille begge veje nu. Med hende og Nina Koppang har vi to forskellige spiltyper, hvilket giver os mere at spille med. Nina skal selvfølgelig ikke have alle minutter, når hun er kommet tilbage fra sådan en skade, men hvis hun præsterer, som hun gør til træning, så bliver det også godt til kamp, siger Tomas Axnér i en pressemeddelse.

Cheftræneren virker munter, og dette har måske smittet lidt af i truppen. Spilleglæden har nemlig været på tale efter januar og februar blev to hårde måneder med mange kampe. Samtidig fik holdet også en forlænget weekend, og derfor står de klar og friske til denne kamp onsdag.

– Der har været smil på læberne til træningerne, og holdet glæder sig til at komme i gang med slutspillet i april. Jeg håber også, at vi kommer til at se det samme igen, som vi gjorde i kampen mod SønderjyskE, siger cheftræneren.

Glæden for spillet vil helt sikkert kunne hjælpe i kampen mod Viborg, men der skal nok mere til. Onsdagens modstander står nemlig med en mulighed for at komme op på fjerdepladsen og få et point med ind i slutspillet. De står lige nu á point med København på 28 point, mens Nykøbing F. Håndbold på fjerdepladsen har 29.

Derfor bliver det en kamp, hvor hjemmeholdet vil gøre alt for at tage de to point, og de har også kvaliteten, slår cheftræneren fast.

– Det bliver en svær kamp. De har et godt hold med nogen spændende og dygtige offensive spillere. De har et højt niveau, og de gør det godt. Derfor bliver det ikke en nem opgave, men det bliver stadig sjovt, siger Tomas Axnér.

Team Esbjergs trup til kampen i Kvindeligaen runde 24 mod Viborg HK onsdag den 26. marts kl. 20.00 i BIOCIRC Arena:

Målvogtere: Anna Kristensen og Amalie Milling
Venstre fløj: Elin Hansson og Sanna Solberg
Højre fløj: Sarah Dekker og Mia Emmenegger
Streg: Merel Freriks, Rikke Iversen og Kaja Kamp
Bagspillere: Live Rushfeldt Deila, Line Haugsted, Judith van der Helm, Nina Koppang, Michala Møller, Henny Reistad og Mette Tranborg.
 

LIVE - Mest læste Håndboldnyheder

LIVE - Mest læste Fodboldnyheder

LIVE - Mest læste ishockeynyheder