LIVE - Mest læste Håndboldnyheder

Ditte Hansen

Team Esbjerg henter landsholdsspillere med øjeblikkelig virkning

De hollandske spillere tiltræder begge på kontrakter, der gælder frem til sommeren 2026.

Team Esbjerg supplerer med kort varsel truppen med de to hollandske EM-spillere, Judith van der Helm og Sarah Dekker, som tiltræder 1. januar 2025 og begge med aftaler frem til 30. juni 2026.

Nyansættelserne sker med baggrund i, at Nora Mørk er gravid, og at Anne Tolstrup Petersen vil være ude i formentlig hele 2025 med en korsbåndsskade.

Judith var der Helm, 19 år, 1,82 m høj venstre back, er købt fri af den hollandske topklub, VOC Amsterdam. Har spillet 27 landskampe for Holland.

– Jeg er meget spændt på at komme til en rigtig god klub med nogle af de bedste spillere i verden. Det er svært at forlade min klub midt i en sæson, men den har forståelse for, at dette er en stor mulighed for mig, og støtter mig. Som spiller kan jeg udvikle mig i både forsvar og angreb, mest i angrebet. Jeg er ambitiøs og hårdtarbejdende, kan godt lide at træne, og så er jeg et socialt menneske, siger Judith van der Helm i en pressemeddelse.

Cheftræner Tomas Axnér:

– Judith spillede under EM mest i defensiven for Holland og er en dygtig forsvarer, lidt som Line Haugsted for Danmark. Derudover er hun godt skydende og en god kontraspiller. Hun er inde i en fin udvikling og har trods sin unge alder allerede en central rolle på landsholdet. Judith er en spændende spiller, som vi glæder os til at knytte til os.

Sarah Dekker, 23 år, højre fløj, er købt fri af Bensheim/Auerbach i den tyske bundesliga. Har spillet 13 landskampe for Holland.

– Da jeg fik opkaldet om Team Esbjerg, var jeg nærmest i chok, men også spændt og meget glad for at få så stor en chance. Det er gået godt for mig de seneste to år efter en skade, der holdt mig ude i 18 måneder, men jeg havde ikke ventet allerede nu at komme til at spille med om det danske mesterskab og være i Champions League. Jeg føler dog, at jeg har udviklet mig meget ved at spille European League og for Holland. Jeg er fysisk stærk af en wing at være, og det kommer mig til gode i forsvaret.

Cheftræner Tomas Axnér:

– Sarah er en rigtig god forsvarer og kontraspiller, og hun har erfaring fra Bundesligaen. Hun spillede EM for Holland, hvor hun stod i skyggen af Angela Malestein, men fik spilletid. Med Judith og Sarah har vi fundet to spillere, der styrker bredden i truppen i en sæson, hvor vi skal spille mange kampe, samtidig udvikle vores trup og har behov for flere spillere.

Begge spillere udtrykker stor glæde ved at gøre hinanden selskab i næste kapitel af deres karriere i den danske mesterklub og EHF Champions League-deltager. De ankommer fra Amsterdam og Bensheim/Auerbach nær Frankfurt en af de sidste dage af 2024 for at være klar til at tiltræde ved nytår.
 

LIVE - Mest læste Håndboldnyheder

LIVE - Mest læste Fodboldnyheder

LIVE - Mest læste ishockeynyheder