Team Esbjerg fik endelig point på CL-kontoen – men cheftræneren ser plads til forbedring
Team Esbjerg hentede søndag eftermiddag sæsonens første sejr i EHF Champions League, da de hjemme i Blue Water Dokken slog norske Storhamar 30-24. Vestjyderne kæmpede en smule med det offensive spil, mens et stærkt forsvar sikrede sejren.
Cheftræner Tomas Axnér glædede sig over den defensive indsats, men understreger generelt ét forbedringselement,
“Defensivt spillede vi godt i de første 45-50 minutter, og selvom vi scorede 30 mål, kunne vi godt have været lidt skarpere i vores afslutninger. Vi ramte en periode i anden halvleg, hvor vi havde svært ved at score, og der skal vi gerne være mere effektive,” sagde han efter kampen til klubbens hjemmeside.
Med sejren er esbjergenserne på tavlen i Champions League. Allerede onsdag gælder det Skanderborg Håndbold i Bambuni Kvindeligaen.