Usportslig OL-topscorer: sagde undskyld efter kampen!
Malestein, som har scoret størstedelen af hendes mål på straffekast og kontra, fik en stor chance med 17 sekunder tilbage, men i stedet for at sende bolden i mål, ramte hun Reinhardt i hovedet. Den danske målvogter, der stod en brandkamp med 17 redninger i sejren på 29-25, fik ikke nogen undskyldning direkte efter skuddet fra hollænderen. “Hun sagde undskyld efter kampen, da vi sagde tak for kampen. Det er bare mere, at jeg synes, det er så unødvendigt. Så skyd nedad! Jeg har bare den følelse af, at når man ved, at man ikke har en chance for at vinde, så kan jeg ikke forstå, at man skal skyde målmanden i hovedet, siger Reinhardt til sport tv2.
Kampen var afgjort, da den evigt uheldige Reinhardt fik bolden i hovedet. Den danske målvogter har flere gange været ude, netop pga. hjernerystelse efter skud til hovedet. Også i OL-gruppekampen mod Slovenien måtte den danske målvogter en tur i halgulvet, efter en helt fri fløjafslutning endte i ansigtet på Reinhardt.
Selvom Malestein accepterede udvisningen med det samme, og løb ud på bænken, er det for den danske målvogter mere en princip sag med uskrevne regler om, at udvise sportslig ånd. Reinhardt gestikulerede med armene i vejret til Malestein og råbte også noget til hende. “Nogle gange kan det gå så stærkt, og man har så høj puls og tænding, så jeg ved ikke, om jeg sagde noget. Men jeg var lidt efter Malestein på det sidste skud, hvor de har tabt, og hun skyder mig i hovedet. Det var jeg sur over, for det var ikke okay,” siger Reinhardt og forsætter “Det var heldigvis ikke hårdt, og sådan er det. Hun sagde undskyld og sagde, at det ikke var med vilje. Sådan er spillet.”
Reinhardt kan nu sunde sig efter endnu et hovedskud, og glæde sig over, at hun og resten af håndboldkvinderne er videre til OL-semifinalen.